Tag archive

smuk

Luminis på Egeskov Slot: En lysende sanseoplevelse

in Kultur by
img_9542

I sidste uge kunne man fredag og lørdag opleve lysshowet “Luminis” på Egeskov Slot. Luminis bragte glæde for de mange tilskuere, men også for folkene bag.

InMediasRes fik lov til at opleve showet og har fået en snak med Marketing- og Eventassistent, Cathrine Blaabjerg, som også er projektleder på Luminis.

Skrevet af Amanda Ellen Esbjerg Justesen

Det første jeg ser, da jeg en mørk fredag aften i december nærmer mig Egeskov, er et stort skilt oplyst med ordene “Egeskov – Det Levende Slot”.

Da jeg når op til indgangen, hæfter jeg mig ved lyset, stemningen og en betydelig større mængde af mennesker, end jeg havde regnet med.

Det er efterhånden ved at være end del år siden, jeg har været på Egeskov og er derfor spændt på at se det igen.

img_9524

Egeskov er en sanseoplevelse

Selvom Luminis er grunden til, at jeg er kommet, bliver jeg meget imponeret over hvor gennemført hele oplevelsen på det store areal rundt om slottet er.

For at komme til selve lyshowet skal jeg gennem en lang og mørk sti. Stien er dog oplyst af en masse små juletræer med lys i, og det gør turen hyggelig.

De mange børn, der sammen med familiemedlemmer eller lignende, slændrer langsomt fremad med opslugte øjne, bekræfter mig i, hvor fin turen er.

Inden jeg når til slottet, som er her Luminis bliver afholdt, kommer jeg forbi små “appetizers” til lysshowet.

En masse paraplyer hængt op i luften lyser op i en behagelig blå farve. En stor sølvkugle placeret på jorden med mindre versioner af samme slags hængt på en snor ovenover. Alléer og dukker af lys.

Luminis er smukt lys på Egeskov

Jeg har fået lov til at snakke med Cathrine Blaabjerg, der arbejder som Marketing- og Eventassistent på Egeskov, og som også er projektleder på Luminis.

Mit første spørgsmål til hende er, hvad Luminis egentlig er. Hun svarer at Luminis er et lysevent på Egeskov, men også meget mere end det.

Hun fortæller, at det er en sanseoplevelse for hele familien. De mange haverum på Egeskov bliver lyst op i form af forskellige installationer.

Hvem laver Luminis og hvem fandt på idéen?

 – Luminis er lavet med grundidé fra Egeskovs Direktør Henrik Neelmeyer, som havde set noget lignende på et slot i Tyskland. Da jeg kom i praktik var det en oplagt mulighed at starte det, da jeg havde lavet en lysanimation til Nyborg Slot nogle år inden, derfor står jeg for konceptudviklingen.

Hun fortæller, at DVC (Dansk Video Center) står for alt lys og lyd og at de både i år og sidste år, fik hjælp af en gruppe studerende fra Erhversakademiet Lillebælt til at animere lysshowet på slottet.

Hvad er det du tror, at folk så godt kan lide ved det?

 – Det er lys i en mørk tid i smukke omgivelser, som man ikke er vant til. Luminis er ikke som lysshowet på Flakhaven eller jul i Tivoli. Det er omgivelserne, sanserne, afslapningen, og dét at være sammen med familien uden at skulle stresse rundt. Derudover er det en anderledes juleoplevelse.

Hvilken rolle har Luminis spillet i den succes Egeskov har fået de seneste år?

 – Luminis har gjort, at Egeskov kan holde åbent i vinterhalvåret. Det har været spændende at se, om folk også vil besøge Egeskov, når der ikke er smukke, grønne blade på træerne, men også når vi laver andre events. Vores gæster bakker altid utroligt godt op om det, når vi finder på noget nyt. Derudover giver det et ekstra event for vores sæsonkortholdere.

Da jeg spørger Cathrine, om hun kan beskrive Luminis med én sætning, svarer hun således

 – Luminis er smukt lys på Egeskov. Og mit hjertebarn.

img_9533

Lysshow med historie

Da jeg når frem til slottet, går der ikke mange sekunder, før det er tid, og Luminis går i gang. Det kører hver halve time hele aftenen.

Lyshowet varer syv minutter og indeholder alt fra teknomusik, til jul samt Egeskovs historie.

En myte siger, at hvis man fjerner træmanden, der bor i tårnspiret, fra sin plads på puden, vil Egeskov synke i voldgraven julenat.

Luminis er smukt og lyser op på forsiden af Egeskov Slot. Publikum er imponerede, og for andet år i træk viser slottet og dets begivenheder sig fra dets bedste side.

Fotos af Amanda Esbjerg Justesen

Heartland Festival: Thomas Dybdahl – Serenader til solen

in Musik by
Dybdahl 1

Den charmerende sangskriver fra Norge kaprede samtlige festivalgængeres hjerter på en varm lørdag. Thomas Dybdahl emmede af selvsikkerhed, men delte scenen ydmygt med et velklædt ensemble af rutinerede musikere. 

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

I klassisk singer/songwriter-stil kommer han på scenen med en guitar i hænderne og et smil på læben.

Med et orkester i ryggen får Dybdahl ro til at dykke ned i sin egen verden, hvorfra han tager et stykke vellyd med til publikum. De bløde toner efterlader et stykke af Dybdahls inderlighed hos alle lyttere.  

Heartland Festival er en reflekterende størrelse. Med fokus på dialog, kunst og kvalitetsbevidst musik har ingen travlt.

I festivalens ånd står Thomas Dybdahl som et dvælende testamente til arrangørernes ønske om at give publikum en større festivaloplevelse.

Smil i solen

I løbet af de første tre sange bliver man vævet ind i et spind af velskrevne sange og følsom falset.

Der er en fantastisk ro mellem hver sang, hvor bandmedlemmerne enten stemmer eller skifter deres instrumenter, hvis ikke de bare sidder og smiler i solen.

Sangene Cecilia og But We Did viser en mere vigorøs side af Dybdahl, som foruden at bruge publikum som kor, får brændt helt igennem med sin stærke vokal.

Under sangen U låner Dybdahl en bas og spiller det jazzede nummer med blot trommer og orgel som akkompagnement. Med bløde og lange outroer som bindeled formår orkestret at levere en meget nuanceret koncert.

Et fælles åndedræt

Efter den rolige og nærværende U trækker Thomas lyden i en mere udadvendt retning. Sangene That Great October Sound og From Grace fra hans første plade har en amerikansk karakter.

De bluesede elementer i trommespillet og hos guitaristerne giver sangene en ny kant, hvor Dybdahl fortsætter roligt omend svedende.      

Den dynamiske udvikling er sublim, hvilket holder publikums ører skarpe og giver plads til, endnu en gang at fastslå sin alsidighed som kunstner.

Efter sjæleren One Day You’ll Dance For Me, New York City fremfører de Party Like It’s 1929 i en forførende udgave. Trommeslageren og organisten får lov til at spille en solo hver og outroen føles uendelig.

Efter en time i Dybdahls univers, som er spækket med fællessang, sol og smil, fortsætter publikum sin færd på Heartland Festival en smule gladere end før.

Foto af Martin Lindum Cederholm  

Heartland Festival: Flaming Lips – Fredagens festfyrværkeri  

in Musik by
Header, Flaming Lips

Rockfænomenet Flaming Lips gav en fantasifuld koncert fredag aften på Lowland scenen. Festivalens hovednavn var en eksplosion af lyd og lys, hvis intensitet aldrig aftog.

Skrevet af Martin Lindum Cederholm

Med utallige gimmicks, kostumer og lydperler bliver publikum taget på en rejse i bandets univers. Lowland scenen fungerer som en amfiscene, med det resultat at alle kan nyde det visuelle potpourri, Flaming Lips leverer.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Fra det øjeblik koncerten er i gang, til der bliver kaldt til ekstranummer, holder bandet gang i festen. Konfetti og balloner fylder luften under første sang, og man er nu indviet i deres fortryllende univers.

Bandet siger, at de er taknemmelige over at spille i så magiske rammer, som Egeskov Slot udgør.

De kvitterer med et kæmpe skilt af oppustelige bogstaver med teksten ‘Fuck Yeah Kvaerndrup’. Forsangeren Wayne Coyne holder skiltet højt og smider det ud til publikum.

Generelt gør bandet en dyd ud af at inddrage publikum. Efter næsten hver sang kommer der nye maskotter ind på scenen.

I starten står en mand udklædt som en stjerne og en som solen i hver sin side af scenen. Senere er det en kæmpe fisk og en frø, som drager ens blik til sig.

Midtvejs i sættet puster de en kæmpe regnbue op over forsangeren, som i mellemtiden har fået en guitar i hænderne. En følsom ballade med forsigtigt guitarspil og lys vokal bliver spillet under regnbuen. Lige så hurtigt som den kommer op, tager de den ned igen.


Pludselig kommer Chewbacca fra Star Wars-filmene på scenen, og Coyne bliver iklædt en kappe af lyskæder. Han kommer op at sidde på skuldrene af Chewbacca og synger ubesværet videre.

Klimakset af publikumsinddragelse er, når Coyne bliver lukket ind en oppustelig bold og crowdsurfer imens han synger Space Oddity til ære for David Bowie.

Fuck Yeah, Kvaerndrup

Velsmurt stadionpop

Efter at have spillet sammen i mere end 30 år, spiller Flaming Lips med stor autoritet og plads til leg. Tre af musikerne i bandet skifter mellem at spille klaver og guitar imens de synger.

Lydbilledet er mættet af en bassist, to percussionister og tre multiinstrumentalister. Med flotte korharmonier, overlegent samspil og kæmpe spilleglæde får tilskuerne en komplet musikalsk oplevelse.

Flaming Lips er legesyge. De kan ikke stå stille og er ivrige efter at underholde. De hører til på en scene, og det er til alles bedste.

Spilleglæden og legen med rekvisitter fuldender det “magical fucking fairytale place”, Heartland Festival er.

Fotos af Martin Lindum Cederholm

Brooklyn: To lande, to mænd, et hjerte

in Film by
Brooklyn

Den oscarnominerede film Brooklyn, har haft premiere  i de danske biografer. En ny film, som velfortalt og smukt skildrer rejsen fra det trykke hjemland til en hel ny verden. Filmens instruktør er irske John Crowley (Boy A) og har Saoirse Ronan (The Grand Budapest Hotel) i hovedrollen.

Skrevet af Caroline Kamper

Brooklyn er ikke en traditionel oscarfilm. Jovist er der dybde, følelser og imponerende genskabelser af et tidstro miljø, men filmen er en outsider – især sammenlignet med det konkurrerende oscarfelt.

At være en outsider er dog ikke nødvendigvis dårligt. Filmen lukker op for en ny dør. Det er ikke ofte, at vi får lov til at tage en pause fra nutidens topteknologiske verden, men Brooklyn er vores billet til et fortidsgensyn.

Med den klichéfyldte fortælling, forærer den ungdomsfølelser tilbage til seeren, følelser fra den umiddelbare tid.

Manuskriptforfatter Nick Hornby formår at gøre Colm Tóibíns ord i romanen ‘Brooklyn’ levende. Vi drages alle med på rejsen over Atlanten, igennem konflikterne og står til sidst med et valg: To lande, to mænd, et hjerte.

Den irske immigrant

Eilis Lacey, spillet af Saoirse Ronan, flytter fra den irske by Enniscorthy til New York. Faktisk ville hun være gladest hjemme, men de manglende fremtidsudsigter giver hende ikke andet valg.

Med en aftale, arrangeret af søsteren Rose (Fiona Glascott), pakker hun sine få ejendele og stiger ombord på båden, der bærer hende over Atlanterhavet.

Trods en varm velkomst fra hønemoderen Madge og hendes nye værtssøstre har Eilis svært ved at falde til.

Hendes generte natur, det irske pensionat og brevene fra søsteren holder hende tilbage fra at få nye venner. Hele hendes verden drejer om jobbet i stormagasinet Bartocci.

Eilis hverdag ændrer sig dog hurtigt. Præsten Father Flood (Jim Broadbent) ser hendes mistrivsel og sender hende på aftenskole til lektioner i bogholderi.

Under et irsk fredagsbal møder hun den charmerende italiener Tony. En blomstrende romance spirer op, og tilværelsen i New York er ikke længere så tosset.

En alvorlig nyhed fra hjemmefra, tvinger Eilis hjem. Nu skal hun nu konfrontere sin tilbagevendte hjemve og tage sit livs største valg, da hun her møder den galante irer Jim (Domhnall Gleeson).

Mere end blot en kærlighedshistorie

Brooklyn er en flot, velskrevet kærlighedshistorie. Trekantsdramaet får en central rolle i filmens klimaks – vinder Irland eller Staterne? Imidlertid er denne meget mere end en kærlighedsfilm.

Brooklyn handler om at vokse op og tage sine drømme i ens egne hænder. Forandringer fryder, men når det er et i et helt nyt kontinent, kan der gå lang tid før man føler sig hjemme.

Ved at vægte fokus på immigrationen til Amerika, og gøre dette med stor respekt for historien og dens små detaljer, er det nemt at sætte sig i Eilis sted. Man bliver nærmest søsyg af turen over ”dammen”, når den store færge vælter rundt.

Man kan mærke suset af spænding ved den irske immigrationskontrol på Ellis Island. Man følger Eilis, som var det var man selv en irske immigrant.

Kærlighedshistorien er et godt symbol  på den hårdfine balance mellem at rejse og at være hjemme.

Ude godt, hjemme bedst, men er det altid sådan, når man har fået et liv ude? Der vil altid være en længsel.

Mændene i Eilis liv, står for det gode i hver ende. Vi har Tony, den italienske blikkenslager, som er det nye, ukendte og eventyrlige.

Jim den irske rigmand, er det varme og trygge, men også det kedelige. Hvad Eilis vælger til sidst, vil definere hendes vej ind i de voksnes rækker.

Filmen dømmer hende ikke for hendes fortvivlelse, men bifalder hendes valg, idét hun har valgt sin egen vej mod fremtiden.

Sublim minimalisme

Brooklyn gør et godt stykke arbejde med at sætte en stemning, der inviterer til indlevelse. Dette er et vigtigt element for filmen, da spændingstoppene ikke helt når højdepunktet som historiens blot har lagt op til.

Den ventede eksplosion af følelsesladet fyrværkeri, går desværre tabt hen mod klimaks. Det er en skam.

Brooklyn leverer dog i sidste ende en enestående film. Indlevelsen er prima, dels grundet det ovennævnte fokus på immigration, men især i kraft af de smukke fremstillinger af halvtredsernes New York og Irland.

Landskaberne og metropolerne lægger en god bund for handlingsforløbet og emotionerne der følger. De store følelser bliver akkompagneret af store skuespillerpræstationer. Historien fortæller sig selv, og skuespillerne gør et mesterværk af filmens små nuancer.

Det kan tydeligt mærkes, at både instruktør og hovedrollen er irske, da der skabes en speciel autenticitet omkring hjemve og savn. Dette ville aldrig kunne forfalskes.

Brooklyn var nomineret til 3 oscars. Da filmoplevesen ikke er overvældende og konkurrencen var hård, blev det desværre ikke til en sejr til det romantiske drama.

Foto af Caroline Kamper

Læs også HVEM ER DEN DANSKE PIGE?

Hvem er Den danske pige?

in Film by
Den danske pige

Det oscarnominerede drama ”Den Danske Pige” har haft premiere i Danmark – og InMediasRes har været i Café Biografen for at se filmen. Med et risikabelt tabuemne som hovedtema kaster instruktøren Tom Hooper sig ud i genoplivelsen af den sandfærdige historie om kunstnerne Lili Elbe og Einar Wegener.

Skrevet af Caroline Kamper

Da Gerda Wegener, en kunstner fra datidens København, stiller op med en udstilling af den smukke kvinde Lili, kan de kunstinteresserede ikke få nok. Kunstnere, dansere, selv akademikere brænder for at mødes med 20’ernes femme fatale. ”I’m afraid she’s not here” bliver svaret på anmodningerne.

Den portrætterede kvinde er Gerdas mand. En mand, der skjuler en kvinde indeni, men ser sit sande jeg på portrætterne. Kunsten ser det skjulte, spejlet endnu ikke afslører.

Et portræt

Lili Elbe blev født Einar Wegener i 1882 i Vejle og var søn af købmanden Mogens Wegner og Ane Marie Thomsen.

Einar uddannede sig som maler og blev elev på Vejle Tekniske skole, inden han som tyveårig rykkede ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

Her mødte han præstedatteren Gerda. Side om side levede det lykkelige par, som hinandens inspiration og motivation for den kunstneriske hverdag de begge levede i – Einar som landskabsmaler og Gerda som udviklende portrættør og kunstmaler.

Fra mand til kvinde

Overgangen fra mand til kvinde skete, da en af Gerdas modeller meldte afbud og Einar trådte ind som hjælp. En fascination opstod, iførelsen af de kvindelige klæder vækkede Lili.

“I cannot deny, strange as it may sound, that I enjoyed myself in this disguise. I liked the feel of soft women’s clothing,” skrev han i sin dagbog. “I felt very much at home in them from the first moment.”

Fra den dag af ændrede parrets liv sig. Einar fortsatte påklædningen som kvinde og fik det officielle navn Lili, et navn foreslået af vennen og skuespilleren Anna Larsen. I 1912 flyttede ægteparret til Paris, hvor Lili åbent kunne leve som kvinde.

Efter mange år som ”Einars søster” kunne Lili ikke længere klare tyngden af løgnen og blev depressiv, men lægerne afviste hendes anmodninger om hjælp.

Virkeligheden rammer

Først seks år senere, hvor hun blev kontaktet af den tyske sociolog Magnus Hirschfeld, åbnede der sig nye muligheder. Hirschfeld, en tysk sexolog og fortaler for den homoseksuelle minoritet, fik Lili i kontakt med lægen Kurt Warnekros.

Efter flere operationer til den smalle sum af hvad der i dag svarer til 120.000 danske kroner lev Einars kønsdele erstattet med en kvindes. Hun kunne nu tage tilbage til København og leve det liv, hun blev født til at leve.

I København, var alt dog ændret. Einars liv forsvandt fra Lilis hukommelse. Kontakt til søskende og de afdøde forældre bortkom og da kongen havde givet tilladelse til en annullering af ægteskabet mellem Gerda og Lili, var der intet spor tilbage fra hendes foregående liv.

Efternavnet Elbe, som Lili valgte kort inden operationen, kom fra floden Elben. Floden der går igennem byen for hendes genfødsel. Lili Elbe havde ingen forældre, søskende og var ikke gift.

Einars venner tog afstand fra Lili. Hun havde dræbt Einar og alle hans tidligere relationer.

… Og den rammer hårdt

Rodløsheden endte med at tage Lilis liv. I 1930 gennemgik hun sin sidste operation- implantation af en livmoder. Sommeren op til operationen var plaget af tanker og refleksioner om død.

I sin dagbog skriver hun, at hun vidste, at tiden er inde, men at hun i det mindste ville få lov til at dø som sig selv. Lili Elbe døde den 14. September 1931. Hendes sidste ord findes i et brev til hendes søster:

“Now I know that death is near,” she wrote. “Last night I dreamt about Mother. She took me in her arms and called me Lili…and Father was also there…”

Menneskelig, rørende, smuk

”Den Danske Pige” er en modig film. Den er i sig selv er ikke nær så storslående som Hoopers tideligere film Kongens Store Tale (2010) eller lige så rørende som Les Miserables (2013).

Dog formår Hooper at skabe en stemning. Dybden i den smukke historie, skildrer den psykiske kamp i Lili. Historien er en hyldest til mennesket som individ. Kampen for at være sin egen. Den dvæler længe ved Lilis vej til erkendelse og hvad det koster for hende og hendes omgivelser.

Eddie Redmayne og Alicia Vikander griber seeren i harmonisk sammenspil. De går med rollerne igennem tykt og tyndt og spiller rollerne med respekt for historien.

Det er et ømt portræt Redmayne vover sig ud i, men formår at levere en overbevisende præstation i form af hans tøvende kærtegn og betagelse af kvindekroppen.

Vikander stjæler dog rampelyset. Gerda er mere lidenskabelig og på mange måder lettere at relatere til, da hun, ligesom os, må iagttage sin højtelskede mands transformation fra sidelinjen.

Den inderlige hengivenhed mellem parret slutter filmen. Spejlet får endelig øjnene op for Lili.

”The fact is I belive that I’m a woman,” siger Einar. ”And I belive it too,” tilføjer Gerda.

Sådan begynder den endelige transformation.

Filmen er nomineret til fire oscars for bedste mandlige hovedrolle, bedste kvindelige birolle, bedste produktdesign og bedste kostumedesign.

Foto af Amanda Esbjerg Justesen

Læs også Brooklyn: To lande, to mænd, et hjerte

SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

in Teater by
Shubidua - The Musical

Fredericia Teater har med deres – til dato – dyreste sceneshow, skabt et finurligt univers, hvor nogle af livets store spørgsmål stilles. En fortælling om at være anderledes, med Danmarks folkekære band Shu-bi-dua som omdrejningspunkt. 

Skrevet af Yasemin Schilling Øzkir

Hvad mon man er, før man bliver til, et stjerneskud, et puslespil, en tanketorsk, en gulerod? Man må for fa’en ha været noget! Hvor mon den er, den røde tråd? Man må for fa’en da blive til noget!

Disse velkendte ord åbner for den magiske verden, der sætter rammen om ”Shu-bi-dua the musical”.

Publikum har allerede få sekunder inde i stykket forstået, hvad musicalens tema er, da tæppet går og en drengestemme uskyldigt siger: ”Hvad mon man er?”

Et spørgsmål, der ikke er svært at relatere til, ligegyldigt hvilken alder man har.

Tunge emner på en storslået måde

Der går ikke længe før flere tunge emner bliver taget op. Kan man blive til noget, når man aldrig rigtigt har passet ind nogen steder?

Vi følger den eventyrlystne og fantasifulde, Mick, fra hans spæde teenageår frem til, at han finder kærligheden og lykken ved ikke helt at være som alle de andre.

Vejen dertil er ikke let, og han må da også igennem en masse omveje og svære beslutninger.

Historien bliver skabt ved hjælp af et overdådigt sceneshow, der fører publikum tilbage til 1970’erne og 1980’erne.

Vi bliver desuden taget med til alt fra bjergbestigning i Alperne til Micks barndomsværelse, som skaber rammen for hans eventyrlige verden.

Det er tydeligt, at Fredericia Teater har haft fokus på det tekniske i ”Shu-bi-dua – The Musical” og med god grund!

Hver enkelt scene skaber en ny fantastisk fortælling, som opbakning til sangene og bringer den danske musicalscene til et helt nyt niveau.

Integrationen af sangene i selve fortællingen er særdeles vellykket, og historien udvikler sig i takt med Mick. Sangene falder naturligt sammen med fortællingen.

Den røde tråd

For at skabe en rød tråd igennem stykket, bliver sangen af samme navn sunget hele tre gange.

Det gør publikum opmærksomme på, at problematikken er den samme for både unge Mick såvel som voksne Mick.

Den spirende stjerne Emil Birk Hansen, som har den bærende hovedrolle, leverer en pragt præstation. Han formår at give de velkendte og højt elskede sange nyt liv, uden at Shu-bi-duas ånd udviskes.

Fredericia Teater har efter tidligere succeser (red: Disneys ALADDIN – The Musical og Disneys Den Lille Havfrue – The Musical) flere gengangere på rollelisten.

Blandt andre Kristine Yde (tidligere Jasmin i Disneys ALLADIN – The Musical og Ariel i Disneys Den Lille Havfrue – The Musical). Hun har en i ”Shu-bi-dua – The Musical” en central rolle i form af Micks store forelskelse, Sille.

Kikset succes

Musicalen er en forestilling båret af humor og elskværdig musik, der formår at give salen kuldegysninger, smil på læben og en klump i halsen. Med et gennemtænkt tema, er forestillingen tilgængelig for alle aldersgrupper.

Som slutning på anden akt bliver publikum taget tilbage til udgangspunktet, med et: ”Man må for fa’en ha været noget”.

Publikum hylder med stående bifald skuespillerne. Bedst som man tror, at det er tid til at takke af, kommer samtlige skuespillere ind og synger et energisk sammensat medley.

I bedste Shu-bi-dua-ånd, bliver ”Hvalen Hvalborg” mødt af mariekiks nede fra Salen.

En skøn afslutning, på en storslået fortælling om, at finde sig selv og turde være anderledes. Med hele Danmarks Shu-bi-dua som omdrejningspunkt. Helt klart et besøg værdigt!

Shu-bi-dua – The Musical spiller på Fredericia frem til d. 22 november, hvorefter forestillingen flyttes til Østre Gasværk Teater fra d. 21. januar til 28. februar 2016. Musicalen slutter af i Musikhuset i Aarhus fra d. 5. maj til d. 15. maj 2016.

Foto af Søren Malmose

Gå til top