Tag archive

spænding

Carol – forførende og tidsløst lesbisk kærlighedsdrama

in Film by
Carol

Filmen der på Cannes Film Festival i 2015 modtog ti minutters stående bifald, er endelig aktuel i de danske biografer – ‘Carol’. Det oscarnominerede romantiske drama, er en historie om en smuk kærlighedsaffære, der uventet blomstrer mellem to vidt forskellige kvinder.    

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

Den er baseret på Patricia Highsmith’s kontroversielle bog The Price of Salt og har været længe undervejs. Den følger to vidt forskellige kvinder og deres uventede kærligheds affære.

Den unge, naive Therese (Rooney Mara) drømmer om et mere berigende liv imens hun arbejder som ekspedient i et fornemt stormagasin.

Her møder hun en dag den modne, overklassekvinde Carol (Cate Blanchett), da hun er ude for at købe julegave til sin datter. Et møde der vil ændre begges liv forevigt.

Nogle mennesker ændrer dit liv

Da Carol bevist efterlader sine handsker ved disken og Therese efterfølgende returnerer dem til hende, ser Carol muligheden for at invitere Therese på frokost som tak.

Et par glemte handsker udvikler sig hurtigt fra uskyldig tiltrækning til en intens kærlighedsaffære, og sammen tager Carol og Therese kort efter på en roadtrip på tværs af USA. Carol er fanget i et kærlighedsløst fornuftsægteskab med den konventionelle Harge (Kyle Chandler), der ikke deler ønsket om en skilsmisse.

Det skaber hurtigt problemer, da Harge desperat forsøger at holde på Carol, ved at afpresse hende med at overtage forældremyndigheden over deres datter.

Et dilemma hvor Carol bliver tvunget til at vælge mellem sin datter og sin elskerinde.

Carol udspiller sig i New York i 1950’erne, og det skaber problemer for forholdet mellem de to kvinders kærlighedsaffære, der bliver set ned på i datidens samfund.

Det er en tid, hvor sociale, seksuelle og kulturelle normer ikke er til forhandling, og homoseksualitet ikke er velset.

Et forførende drømmeunivers

Instruktøren Todd Haynes står bag dette æstetisk detaljerede univers, der som en drømmelignende rus sætter rammerne for den intime romance.

Ved første øjekast virker historien en anelse to-dimensional, men giver konstant en illusion om at der ligger langt mere under overfladen end der gives udtryk for. Det afspejles også på et narrationelt plan.

På grund af deres homoseksuelle forhold er de konstant under opsyn af omverdenen. Derfor opbygges forelskelsen af intense blikke fyldt med længslen og uskyldige berøringer, da de ikke offentligt kan lægge op til hinanden.

Den indirekte og underspillede måde Haynes håndterer forholdet skaber en mere intim atmosfære, hvor der konstant er en afventende stemning. Ligesom det usagte bliver et stærkere virkemiddel ved at ligge mellem linjerne.

Læs også HVEM ER DEN DANSKE PIGE?

”Der er ingen tilfældigheder”

Cinematografien er gennemtænkt ned til hver mindste detalje og skaber et univers hvor omgivelserne i høj grad er med til at fortælle historien.

Kameraet giver sig tid til at dvæle ved detaljerne og den gavmilde brug af symbolik, der er en fast bestanddel igennem hele filmen.

Den fintfølende linse leger konstant med kontrasterne; fra et meget nysgerrigt perspektiv til et tilbageholdende – fra de tætte close-ups, som giver os mulighed for at komme helt tæt på de længselsfulde blikke der bliver udvekslet, til indstillinger hvor døre og vinduer begrænser vores syn.

De mange detaljer spiller sammen i en højere enhed. Fra det nostalgiske 16 mm format, som filmen er optaget i, til de overdådige vintage kostumer, der skaber den helt rette feminine glamour, pakket ind i de henrivende toner komponeret af komponist Carter Burwell.

Det skaber et glansfuldt udtryk, som står i stærk kontrast til historien, der på ingen måder forsøger at glamourisere tidsperioden.

Den konstante balancegang mellem det tragiske og det lettere og forførende afspejles også i musikken, der tilføjer en ekstra dimension til en kompleks fortælling.

Læs også Brooklyn: To lande, to mænd, et hjerte

Med kvinderne i forgrunden

Både Cate Blanchett og Rooney Mara var nominerede for deres skuespillerpræstationer ved dette års Oscars show. Og fuldt fortjent. Selvom de ikke vandt, leverer de begge to formidable præstationer.

Blanchett brillerer i rollen som overklassefruen der straks indtager rummet så snart hun træder ind, og rummer både originalitet og dybde.

Den stærke og manipulerende Carol, er langt mere skrøbelig under overfladen. Kontrasten mellem den perfekte kvinde, som har alt at tabe, til den sårbarhed der af og til titter frem bag facaden, er sublim og velbalanceret.

På denne måde tilføjer hun Carol den menneskelighed, der giver denne næsten guddommelige karakterdybde uden at karakteren bliver tragisk.

I adaptionen er Thereses profession ændret til stræbende fotograf, som elegant flettes ind i den smukke, visuelle portrættering, hvorigennem vi oplever historien.

Dertil tilføjer Mara sin til tider naive karakter et snert af mod som modvægt til hendes passivitet, mens hun i sin søgen på sig selv lader sig forføre af Carol.

Maras tilføjelse af en anelse autistisk karakter giver Therese den charmerende kant og dybde der gør hende til den betagende indgangsvinkel, hvorpå publikum oplever historien.

Så blev alt forandret

De mange aspekter spiller fænomenalt sammen i dette kærlighedsdrama. Specielt da vi til sidst genoplever filmens første scene, denne gang med et helt anden perspektiv og atmosfære.

”Ringen sluttes altid”, som Carol påpeger i sit brev til Therese, afspejles også i narrationen. Selvom vi er tilbage ved begyndelsen er intet det samme.

Filmen bæres i høj grad hjem af de to fænomenale skuespillerpræstationer, samt deres komplekse og nuancerede performances.

For for alvor at kunne lade sig forføre af denne smukke historie forlanger den dog ens fulde opmærksomhed, og at man påskønner dens kælen for de små detaljer.

Filmens udgør på overfladen blot små armbevægelser på grund af dens underspillethed, men hvis man lader sig forføre af filmens detaljerigdom der ligger under overfladen, vil man unægteligt blive forført af filmens dragende univers.

Foto af Amanda Esbjerg Justesen

Lad den rette komme ind: Vold, blod og ung kærlighed

in Teater by
"Lad den rette komme ind" Foto: Emilia Therese

Sukkerkogeriets kompakte sal blev i en periode forvandlet til en scene fra en gyserfilm, da de lukkede dørene op for ’Lad den rette komme ind’. Et af de spørgsmål, som udsprang af forestillingen, var om der kunne opstå ægte kærlighed mellem de to tolvårige børn, fra de to vidt forskellige verdener.

Skrevet af Nanna Høegh

Salen fyldes langsomt af forventningsfulde gæster, der alle er i den voksne ende – på trods af, at man kunne tro, at flere unge mennesker ville være at finde til forestillingen.

Et dæmpet lys sætter stemningen, mens sæderne bliver optaget et for ét.

Forestillingen går i gang med et brag, idet lyset slukkes, samtidigt med at en høj rungende suspens-lyd mundlammer publikum fuldstændigt – nogle skriger endda højt af chokket.

Scenen er helt mørk, kun lige oplyst af nogle vage lysstråler, og man er med det samme i en mørk skov.

Åbningsscenen smider publikum direkte ind i handlingen, med et meget visuelt og blodigt mord lige for øjnene af dem. Herefter bliver karaktererne præsenteret i hver deres lille scene.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016
Læs også Brødrene Løvehjerte imponerer eventyrlystne børn og voksne

Lydeffekter er 50%

På trods af, at det er et nydeligt opført stykke, spiller lydeffekterne en stor rolle for stykkets autensitet. Til tider vibrerer hele salen af de dybe thriller-lyde, der giver en helt utrolig intens indlevelse i den enkelte scene.

Musik og lydeffekter har en stor betydning for stemningen, selvfølgelig ved langt de fleste teaterstykker, men især det dette, og det giver muligheden for, at scenerne kan give det fulde udbytte og påvirkning til publikum.

Men så man stykket uden lyd, ville det være ligesom at se en gyserfilm uden lyd – man ville ikke blive bange og filmen ville ikke være fangende.

Realistisk?

Man kan diskutere, hvor realistisk det er at møde en vampyr en nat i skoven, men det er i bund og grund op til graden af fantasi hos den enkelte.

Stykket er både sjovt og uhyggeligt, trist og smukt, inspirerende og pirrende – men man kan spørge sig selv, om kærlighed virkelig gør så blind, at man kan se passivt til mens ens udkårne slagter et andet menneske?

På dén måde fremstår stykket, udover de overnaturlige elementer, en smule urealistisk.

Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men det er værd at tage med.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Fri for fortolkning

De to hovedpersoner, Oskar (Kristoffer Helmuth) og Eli (Nanna Christine Morks), opbygger gennem stykket et kærlighedsforhold. Oskar har det hverken godt hjemme hos sin alkoholiserede mor eller i skolen, hvor han bliver groft mobbet af to sadistiske drenge. Han finder en tryghed hos Eli.

Stykket portrætterer den klassiske vampyr via Eli, og hun taler ydermere på en ret sjov måde, formentlig på grund af alle de århundrede hun skal forestille at have levet.

Stykket slutter meget åbent, da vores to hovedpersoner er på et tog på vej væk – her er det op til publikum selv, at forestille sig hvor de mon skal hen, og om de ender sammen.

Generelt har man gennem hele stykket frie tøjler til at fantasere både om fortiden og fremtiden for den fiktive verden, som de befinder sig i.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016

Læs også Horrornights på Valdemars Slot

Smuk og grufuld fortælling

Det er en smuk fortælling, der for det rette publikum, giver en en interessant og anderledes oplevelse om både gys og gru, men ikke mindst blind kærlighed.

Forståeligt nok er der en anbefalet aldersgrænse på 14 år for at se dette intense stykke skuespil.

Nok er der meget teaterblod, men blandt andet på grund af selve historien, samt de førnævnte lydeffekter, ér det meget barskt og dystert at være vidne til.

Fotos af Emilia Therese

Brødrene Løvehjerte imponerer eventyrlystne børn og voksne

in Teater by
Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Astrid Lindgrens fortælling om brødrene løvehjerte er blevet til virkelighed på Odense Teater. Men formår eventyrlandet Nangijala at leve op til de forventningsfulde børns håb om en spændende forestilling?

Skrevet af Maja L. Rosager

Den kendte historie om Tvebak og hans bror Jonathan er bragt til live. Tvebak skal dø, og derfor fortæller Jonathan om eventyrlandet Nangijala.

Nangijala er det sted man kommer hen, når man dør. Det er det sted, hvor der ingen tid er, og dagene er fyldt med eventyr.

Tvebak er næsten ikke bange for døden mere, det eneste problem er, at han ikke vil derhen uden sin bror.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

’I KUNSTEN KAN LIVET KENDES’

Over Odense Teaters store scene, hænger sætningen ‘I KUNSTEN KAN LIVET KENDES’ med store bogstaver. Det er få ord der danner en sætning, som Odense Teater med garanti lever op til.

Brødrene Løvehjerte skal til at gå i gang, og salen er fyldt op med forventningsfulde børn og voksne. Alle virker spændte på at se, hvordan den smukke fortælling om de to brødre er blevet fortolket.

På scenen står en ensom bænk, klar til at blive indtaget af forestillingens dygtige skuespillere.
Klokkerne ringer, og kort efter lukkes dørene ind til salen. Lyset slukkes, og forestillingen går i gang.

En bleg Tvebak træder ud på scenen. Der er stille i salen, og Tvebak fortæller om sin modige bror og eventyrlandet Nangijala.

Forestillingen er i gang, og publikum er stadig uvidende om hvilket eventyr, de næste to timer vil bringe.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Det gode og det onde

Børnene virker hurtigt forelskede i Nangijala, efter en ellers dyster og seriøs start på forestillingen. Der er en glæde der spreder sig i salen da Tvebak kommer til landet.

Lyskæder dekoreret med kirsebærblade, hænger ned fra loftet, og danner et smukt landskab på scenen. Det smukke landskab gør en varm inden i, og man glemmer pludselig hvilken uhyggelig stemning der lige har været.

Forestillingen formår i det hele taget at få en god balance mellem det ’gode’ og det ’onde’.

I forestillingen er der også en rigtig god kontakt mellem publikum og skuespillere, hvilket gør, at alle kan leve sig endnu mere ind i den eventyrlige verden.

Der bliver kastet konfetti ud mellem publikum, og de skræmmende vagter der er med i forestillingen går i slutningen af pausen rundt mellem forestillingens gæster og råber, at de skal ned på ’gårdspladsen’. Det gør forestillingen utrolig autentisk.

Nu er det pludselig publikum, der er i samme position som Tvebak. Lidt bange og nervøse mellem de store grumme vagter.

Og i baghovedet har de nok de modige ord fra Jonatan Løvehjerte der siger:

”Hvis man ikke gør noget farligt en gang i mellem, er man ikke et menneske, så er man bare en lille skid”.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Dragen Katla

Stykket når sit klimaks, da den store, røde hundrage ’Katla’ kommer på scenen. Dragen er storslående, men samtidig lavet af primitive materialer og er styret af en kvinde.

Det har en betagende effekt, når det røde scenelys rammer den store drage.

Publikum er vilde med Katlas første entré, og dragen har imponeret alle. Det er i det hele taget en meget flot scenografi gennem hele forestillingen.

Der er farverige, men også dystre kulisser, som skaber en god stemning for den scene der spilles på. Den roterende scene, og de bevægelige kulisser, er med til at skabe en god, glidende overgang når der er et sceneskift.

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Flammende effekter

Der er brug af meget ild i forestillingen, og det er med til at skabe meget spænding for publikum. Børnene er vilde med ilden, der spyr op i luften, da Katla kommer på scenen.

Hvis man sidder tæt nok på scenen, kan man mærke de store, ægte flammer varme ansigtet let op.

I starten af stykket, da Tvebak og Jonathans hus brænder er der dog ikke brug af rigtig ild, men lyseffekter som også er med til at skabe en god stemning.

Til sidst får skuespillerne et langt, stående bifald. Stykket er slut, og de har endnu en aften imponeret en fyldt sal.

Brødrene løvehjerte er en forestilling der lever op til forventningerne. Børnene har været med på en sjov og farlig rejse, og de voksne er blevet sendt hjem med den stærke fortælling, der omhandler børns forhold til døden.

Forestillingen er spækfyldt med spænding, vilde effekter og humor. En forestilling der er værd at se, både for børn og for voksne.

Brødrene Løvehjerte spiller på Odense Teaters store scene indtil den 29. december 2015.

Brødrene Løvehjerte - Foto: Emilia Therese

Fotos af Emilia Therese

Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

in Teater by
Chicago 3


Elite Teateret åbnede for to dage siden, den 22. oktober 2015, dørene op for deres længe ventede jazzmusical Chicago. Musicalen tager publikum med på en rejse tilbage til 1920’erne, og der er lagt op til endnu et formidabelt gensyn med en gammel klassiker.

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

Sex, mord, korruption og jazz sætter rammen for historien med natklub-darlingen Velma Kelly og den hidtil ukendte Roxie Hart. De sidder begge på dødsgangen, anklaget for mord.

Begge har et brændende ønske om at stå på scenen, og vil gøre alt i deres retssag, for at skabe et navn for dem selv i mediebilledet.

Chicago 4

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Et stykke med år på bagen

Stykket, der debuterede på Broadway i 1975, er en af de længst kørende musicals i USA, og er tidligere, i 1996, belønnet med ikke mindre end seks Tony Awards.

Det er heller ikke svært at forstå med velkendte ørehængere, som “All That Jazz”, “Mr. Cellophane”, “Razzle Dazzle” og “Nowadays”.

I 2002 opfølges musicalen af spillefilmsuccesen af samme navn med hovednavne som Renée Zellweger, Catherine Zeta-Jones og Richard Gere i hovedrollerne.

Historien har spredt sig som ringe i vandet og giver genlyd fra ét medie til et andet – fra de skrå brædder, til det store filmlærred, og sågar flere tributs i det populære, serielle musical-drama Glee.

På trods af stykkets 40 år på bagen, tiltrækker de to divaer sig, den dag i dag, stadig mediernes bevågenhed.

Legenden lever endnu – også i vor lille fagre land. Det er nemlig anden gang Chicago opføres i en større dansk opsætning. Sidste gang i 2007.

Chicago 2

Klassikere og kloge ord

In Medias Res har været så heldige at snakke med skuespiller Dennis Due, i forbindelse med musicalopsætningen. Han tog sit første skridt ind i musicalteater på højere plan under Eliteteaterets debutforstilling Cabaret i 2012.

I år er Dennis igen at finde på rollelisten, som henholdsvis Fogarty og Harrison, samt på kor og Ensemble.

Han mener, at Chicagos popularitet og aktualitet skyldes, at det er en klassiker i musical- og filmverdenen, og at mange har kendskab til historien eller sangene.

Historien, som gør brug af det grundlæggende ordsprog ”behandl andre som du gerne selv vil behandles” er stadig muligt at relatere til i det enogtyvende århundrede.

Amatørtalenter på Fyn

Elite Teateret er tilbage med en forestilling for 4 år i træk. Deres ambition om at udvikle de bedste og mest seriøse amatørtalenter på Fyn blomstrer stadig problemfrit, med stadig stigende efterspørgsel på deres forestillinger.

Strategien ser ud til at give pote, da det er første gang rettighederne til hit-musicalen tildeles et dansk amatør teater.

Ligeledes har forestillingen allerede inden dets premiere haft så stor efterspørgsel, at de har oprettet en ekstraforstilling, efter sidste års success Hairspray, der meldte udsolgt til 7 ud af 10 forestillinger.

Billetsalget ligger allerede højere end sidste år, og stykket forventes at trække omkring 3000 publikummer til de 11 forestillinger.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Blod, sved og tårer

Ambitionsniveauet fejler heller intet – en af de største udfordringer ved årets forestilling har nemlig været “scenebygningen, der ikke tidligere er set før i Odense.” Årets koreografi skulle være udfordrende og fantastisk.

Udfordringer med kulissen og sammensætningen af numre er dog intet problem, når alle de talentfulde, ambitiøse og dygtige mennesker brænder for det de laver.

Det mener Dennis, og derfor synes han, at det er en fornøjelse at arbejde på Chicago.

“Hvad enten det er på scenen, den kreative ledelse, musikere, afviklere, teknikere, kostumer, sminken osv. Alle der er med har hjertet med i det”.

Chicago 1000

All That Jazz

Der er lagt op til en fabelagtig rejse, når dørene åbnes for den længeventede musical.

Forventningerne er ikke mindre i år, tværtimod er de blot halvt så høje som ambitionsniveauet.

Der er med sikkerhed lagt op til en række fantastiske shows, med en masse jazz og intriger.

Chicago er ifølge Dennis: “en forestilling som tager publikum ud på en humoristisk, levende, dansende, musisk, spændende og helt igennem underholdende rejse.“

Så tag din nærmeste under armen, og tag med tilbage til 1920ernes forførende Chicago.

Lad dig forføre og underholdes af en fortælling om mord, misundelse og drama på dødsgangen, krydret med det velkendte soundtrack og lovende koreografi.

Chicago bliver vist på Magasinet i tidsperioden fra d. 22. til den 31. oktober kl. 20.00 og havde premiere den 22. oktober.

Fotos af Bach Photo

TRANS-formerende teaterstykke

in Teater by
12037721_742163485927800_976007258_o

Impulsivitet og improviserende normbrud var en del af den alternative seance, da Teater Momentum slog dørene op for teaterstykket TRANS- onsdag i sidste uge. Her blev relationen mellem publikum og teaterstykke transformeret.

Skrevet af Lisette G. Olesen og Ane Møbius Rahbek

Mørket har sænket sig over Momentums teatersal på en ganske almindelig onsdag aften. Enogtyve brændende lamper lyser ned over fyrre tomme stole, der står placeret i en cirkel, som var det en ceremoni.

Ud over teaterrøgens mystik kan man høre en rislende lyd af mystiske toner. En broget menneskeflok indtager nysgerrigt lokalet uden helt at vide, hvad de går ind til.

I den ene ende af cirklen står fire mennesker, der ligner fire forkromede søjler. Fire søjler, der står fastfrosset på det snehvide linoleumsgulv.

“Nå det bliver spændende”

Sådan lyder det fra en ældre herre, der sammen med ægtefælden går ind i teatersalen med et glas hvidvin i hånden.

Den 50 minutter lange forestilling publikum skal overvære, er et internationalt samarbejde skabt af TWO-WOMEN-MACHINE-SHOW & JONATHAN BONNICI. Det unikke ved stykket er, at rummet og deltagerne er råstoffet til forestillingens forløb.

Med publikum som objekt

Pludselig efter lang tid tavshed, slynges der usammenhængende beskrivelser ud fra de forskellige artister.

“There is yellow and red tape on the cabels”

Det kommer fra skuespillerinden, hvis øjne stirrer blankt ud i luften. Yderligere supplerer de tre mandelige artister skuespillerindens beskrivelser af rummet med yderligere iagttagelser om teatersalens visuelle look. Publikums øjne flakker rundt i forvirring, mens seancen fortsætter.

Gennem beskrivelserne går skuespillerne langsomt rundt som maskiner, der med en monoton stemmeføring registrer rummets detaljer. Kabler fra loftet, sorte skrammer på gulvet, klistermærker på væggene samt en sprunget elpære er blot nogle af de beskrivelser der præger indledningen af forestillingens indledning.

Rummets beskrivelser skifter til objekter, der står tættere på publikum inden forestillingen for alvor går i gang. Med ét er det pludselig det levende publikum, der er i fokus frem for rummets materielle aspekter.

Utraditionelt teater

Artisterne blev inspireret til stykket, da de overværede en slåskamp i Londons galder. En observation, der senere førte til udførte til udforskning og iagttagelse af menneskelige kropssprog. En iagttagelse, som kommer til syne i denne utraditionelle teaterforestilling, hvor formålet er at manipulere sociale konventioner.

Under forestillingen forsøger en middelaldrende kvinde i grøn trøje ihærdigt at leve op til en af kunstnernes observationer af hende, ved at spejle udsagnene i kropsbevægelser, som var det kommandoer givet fra en admiral. En efter en bliver publikum midtpunkt for forestillingens indhold.

Publikums individuelle påklædning, ansigtstræk og kropssprog er blot nogle af de karakteristika, der bliver nævnt i flæng. Den utraditionelle og intense opmærksomhed på teatersalens publikum, medfører et hav af forskellige reaktioner via. kropsprog.

En ung pige kryber sammen i et nervøst fnis med glorøde kinder, mens en ældre herre fnyser fornærmet, over de mærkater han bliver påsat. I den grænseoverskridende og ærlige måde artisterne anskuer rummets deltagere på, skifter rummets dynamik gradvist.

Da publikums kropslige forsvarsmekanismer har lagt sig, opstår en ubeskrivelig form for “circle of trust” blandt de fremmede. De anspændte skuldre og sammenkrummede ansigter bliver erstattet af smil og nysgerrige blikke til de tilskuere, der bliver beskrevet en efter en. Beskrivelser, som til sidst bliver en sammensmeltning af fire artisters stemmer, da hver artist i en sammensmeltende lydmasse beskriver et publikumsmedlem.

Sammensmeltning skaber normbrud

Forsvarspositionerne har lagt sig og banen er kridtet op på ny. Konventioner har ændret sig som en sammensmeltning mellem publikum og artister i den lille intense kuppel. Her bliver de sociale normer forskubbet i takt med at artisterne bevæger sig rundt i rundkredsen. Der opstår derfor en paradoksal fortrolighed mellem artister og publikum, som gør det muligt at bryde isen, da alle indirekte beriger aftenens performance

I cirklens fortrolige miljø bliver det tilladt at sige impulsive observationer af folk. Observationer, som man uden for cirklen kun lader blive ved tanken. “Hun bliver forlegen og kigger væk“ og ”han har et behåret ansigt” er nogle af de karakteristika, der kommer frem i cirklens lys. Detaljer ved personer, som man i det daglige overser.

Gennem stykket formår artisterne at sætte fokus på bevidsthedens øjeblikke, hvor de små detaljer er altafgørende. Bemærkningerne udvikles og bliver til antagelser, som tilsyneladende virker provokerende, men alligevel accepteres på grund af cirklens fortrolighed. Udtalelser som “Hun har et barnligt sind”, “Han er bibliotekar” og “Hun er sikkert dybt afhængig af sin smartphone” er blot nogle af de antagelser, som uden for kuplen ville være uacceptable og mærkelige.

Men inden for cirklens fyrre stole er det synssansen, der er i fokus, hvilket giver det umiddelbare simple koncept en uforudset dybde. En dybde, der efterlader stærke indtryk og stof til eftertanke.

Hele herligheden kulminerer i et væld af indtryk med lyddokumentation, musik og lys, der på blot 50 minutter formår at skabe en så intens atmosfære, at tiden står stille og alligevel flyver af sted. Som vidnesbyrd for aftens underholdning afspilles en hurtig lydfil af beskrivelserne, mens det dundrer i højtalerne og lysene gnistrer i teatersalen.

Folk klapper, dørene går op og man er tom for ord. Er det teater? Er det normalt, at publikums ansigtsrynker, runde kinder eller krøllede hår indgår i forestillingen? Hos Trans er det. Her kan man dog trygt pakke sine tidligere erfaringer og fordomme om teaterkunst væk. Da stykket er en transformerende oplevelse, som sætter nysgerrigheden på prøve hos publikum. Her er i historien ikke kun for publikum, men om publikum.

Gå til top