Tag archive

succes

Saybia: De fynske drenge vendte hjem

in Musik by
12421264_10206894525975255_1880377703_n

Saybia er tilbage på den danske musikscene og spillede for et udsolgt Posten. Aftenen bød på de helt store hits, nye toner og fællessang.

Skrevet af Stina Jørgensen

I 2002 udgav Saybia deres debutalbum ’The Second You Sleep’, og blev det første danske band nogensinde, som strøg direkte ind på første pladsen på den danske albumhitliste.

I tiden efter fulgte succesen – Saybia vandt et hav af prestigefyldte priser og spillede udsolgte koncerter både i ind- og udland.

Efter udgivelsen af deres tredje album ‘Eyes On The High Way’ i 2007 og flere år med stjernestøv på skuldrene valgte bandet at trække stikket, holde en lang pause og først vende tilbage når tiden var rigtig.

Nu er Saybia igen albumaktuel med ‘No Sound From The Outside’, og er klar til endnu engang at indtage den danske musikscene landet over.

12884549_10206894528135309_1412496443_n

Læs også Shaka Loveless samt cremen af dansk blues hylder legende

En varm velkomst fra det fynske folk

En halv time forsinket indtager Saybia stille scenen og bliver mødt af en varm velkomst i form af klapsalver fra publikum, der ikke lader sig mærke af forsinkelsen. Lyset dæmpes og scenen fyldes med mørkeblåt lys, der til dels skjuler de fem fynboer, og lader musikken stå i centrum i stedet.

Koncerten indledes med en lang instrumental intro, hvor den musikalske standard bliver sat. Der en ingen tvivl om, at de fem gutter kan deres håndværk, når det kommer til at håndtere instrumenterne.

Bandets nye guitarist, Kasper Rasmussen, får lov at brillere på en længere guitarsolo, og så er aftenen skudt i gang.

’Eyes On The Highway’ bliver nummeret, der giver aftens første energiindsprøjtning. Publikum vugger taktfast med til sangens energiske omkvæd, alt imens lyseffekterne pulserende følger musikken.

Herefter er det tid til en lille snak. En åbenlys glad og veltilpas Søren Huss starter med at undskylde forsinkelsen, som skyldes en defekt monitor, undskyldningen bliver mødt med ”vi elsker dig” fra en munter herre iblandt publikum.

Snakken går og Søren Huss proklamerer nu, at rygtet siger ”Odense er dem som synger mest med”. Begejstringen breder sig hos publikum, og tonerne slås an til aftens første fællessang ’The Second You Sleep’, som indtil nu sikrer aftens største bifald.

Efter 45 min med bandets gamle sange er det blevet tid til at give det nyeste album opmærksomhed. Publikum præsenteres for tre helt nye sange i streg, og størstedelen af publikum hviler stemmerne og lytter intenst med til de nye toner.

12721945_10206894530735374_808117755_n

Læs også Røde Himmel #1

Privat fest

Som aften skrider frem, bliver bifaldende højere, publikum slipper sig mere løs og giver sig hen til numre som ’Angel’ og ’The Day After Tomorrow’.

Stemningen er afslappet på den helt rigtige måde, og det føles mest af alt, som alle i salen kender de fem fynske herrer og er inviteret til deres lille private fest.

Det skyldes særligt bandets gemytlige fremtoning på scenen, her er der plads til små anekdoter om alt fra et møde med Nelson Mandela, til de mere dybe forklaringer på hvordan deres sange er blevet til.

En cigaret, en saxofon og en hyldest til Bowie

Det sidste nummer sætlisten har at byde på er ’Brilliant Sky’. Herefter vinker Saybia farvel og forlader scenen imens publikum skaber en intens stemning i det mørke rum.

Der klappes, hujes og trampes energisk i gulvet, indtil de igen træder ind på scenen.

Tre friske gutter begynder at synge ”I surrender myself…” og Søren Huss sætter sig ned ved klaveret med en smøg i hånden og synger stille med, hvorefter han lover, at vi nok skal komme dertil.

Aftenen er så småt ved at nå til vejs ende, men inden Saybia takker helt af, er det tid til en hyldest til en af vor tids største kunstnere – David Bowie.

Søren Huss inviterer saxofonisten, Hans Mydtskov, ind på scenen, og sammen spiller de en smuk fortolkning af Bowies ’Lazarus’. Tonerne fra saxofonen fylder rummet og nærmest tryllebinder publikum.

Koncerten afsluttes med det længe ventede nummer ’I surrender’, hvor publikum og band for sidste gang i aften smelter sammen i en smuk fællessang.

Fotos af Stina Jørgensen

Chicago – Divaer, jazz og dans

in Teater by
Chicago anmeldelse 3

Forførende dansetrin, underholdende korruption og den velkendte jazz pryder den overdådige kulisse, som skaber rammerne for 1920ernes Chicago. Årets forestilling er både ambitiøs, talentfuld og fuld af alt det jazz. 

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

På vej ind, bliver aftenens program, der er forklædt i en “Chicago Tribune”-avis, overrakt.

Forsiden prydes af nyheden om dobbeltmorderen Velma Kellys. Et mord som hun eftersigende ikke kan huske.

Publikum har knap fået sig sat tilrette i stolen før forestillingen begynder. Dansere kommer gående ned af trapperne langs publikum, og lokker forførende det spændte publikum til at deltage i aftenens seance.

Det varer ikke længe før publikum er i forestillingens hule hånd, og rummet fyldes med klapsalver og hujen ved enhver mulighed der byder sig.

Læs også Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

Chicago anmeldelse 4

Overdådigt sceneshow

Scenen udnyttes til kanten – og mere til. Den kan både omdannes til et fuldt funktionerende cirkus (minus de levende dyr, naturligvis), til et fængsel eller til et gerningssted, hvis det skulle være.

Rødt velour og overdådigt brug af glødepærer. De sorte, elastiske strimler bruges på simpelt og artistisk vis, som en simpel metaforisering af kvindefængslet.

To trapper indrammer scenens centrum, der med sine lys i trinene giver divaerne mulighed for at bade sig i rampelyset.

Ved første øjekast på kulissen er der ingen tvivl om, at Elite Teaters ambitionsniveau intet fejler.

Konstruktionen har nemlig så mange små detaljer, at man knap ænser hvor den velkomponerede musik kommer fra.

Orkesteret “Gower-Poole and the Apex Recording Orchestra” er placeret på hver side af trapperne og skaber lejlighedsvis, foruden musikken, lydeffekterne for stykket.

Variation og dynamik

Programmet er tætpakket. 38 numre skal fyres af i løbet af de to akter, som fjerlet springer fra det ene nummer til det andet.

Igennem showet er der ingen overgange der virker for brat. Sangenes opførsel skaber variation og dynamik i forestillingen, med de varierende sværhedsgrader og kompleksiteter i opførelsen.

På samme måde skabes der en fin rød tråd i forestillingen med de gennemgående, karakteriserende soundtracks, som Velmas “Alt det Jazz”, Billys “Gi’ mig bare kærlighed” og Roxies “Roxie”.

Sangene spilles for at etablere en ønsket situation på en simpel måde.

Lasse Winkler har instrueret stykket, med en god blanding af variation og dynamik, men samtidig med respekt for John Kander og Fred Ebbs originale stykke.

Koreografien er baseret på det originale stykke fra 1975, hvilket bibeholder historiens klassiske touch. Koreograf Helena Dong formår dog at føre det til nye højder.

Hendes arbejde med stykket skaber en koreografi der ikke kun er af høj sværhedsgrad, men som også fungerer ned til hver mindste detalje på scenen.

Foruden den høje sværhedsgrad, skaber den overdådige kulisse de perfekte betingelser for fremførelsen.

Hvert nummer fungerer ikke bare, men forundrer og underholder publikum helt ned til bagerste række.

Læs også Oprør og stilstand i tresserkunst

Chicago anmeldelse 2

“Velkommen tilbage, Fjolser”

På trods af en småusikker start i første akt med mindre, ubetydelige småfejl går der ikke længe før der er fest, fis og farver på programmet. Så snart Elite Teateret har varmet op og påbegynder “Kvindefængslets Tango” tager de salen med storm.

Første akt rammes flot ind i “alt det jazz” nummeret og inviterer tilbage til den sidste akt med endnu højere forventninger.

Anden akt skuffer heller ikke. Velma Kelly byder pænt publikum tilbage med ordene “Velkommen tilbage, fjolser” og straks er hele salen tilbage i den rette stemning.

Akten kulminerer i scenen med Roxies retssag, som satirisk fremstilles som et cirkus, med alt fra klovne, akrobater og diverse andre cirkusartister.

De mange jokes får gang på gang publikum til at grine. Om det er i sang eller tale. Her udbryder Roxie blandt andet i starten “jeg skal tisse”, mens sangen af de 6 fængslede kvinders tilståelser på mord er af anelse alternative grunde.

En hævder at hendes mand gik ind i hendes kniv 10 gange, mens den anden skød sin mand med et advarselsskud i hovedet.

Det etablerede forhold til publikum opretholdes og belønnes til sidst med en ekstatisk, vedvarende, stående applaus fra publikum.

“Må jeg få min udgangsmusik, tak”

I rollen som Velma Kelly ses Sofie Nalepal. Selvom det er hendes første hovedrolle, er det fuldt fortjent, med sin karismatiske fremførelse af Velma.

Gang på gang forfører hun publikum med utrolige dansetalent og opretholder deres fulde opmærksomhed, som hun skinner på scenen med sin store gennemslagskræft.

Specielt de store numre får en dragende effekt, som fuldendes af orkestrer og kor, samt formidable dansetrin. Her indtager hun scenen og indtager ejerskab af jazzen, med sine formidable bensving og dygtige sangstemme.

Den selvfede Roxie, der gladeligt omdanner mordet på elskeren Fred til et PR stunt, spilles af Laura Wildt. Her ses fænomenalt skuespil og fantastisk intimitet i balladerne.

I takt med forestillingen, vokser Roxies karakter på en. Hendes ulidelige ønske og kamp for at stå på scenen, og hendes graviditets-stunt for at vække mediernes opmærksomhed.

Igennem stykket bliver der mere og mere substans at spille med, og det bliver hurtigt klart at hun besidder et mere multiorienteret talent. Danse kan hun nemlig også – til en sådan grad at man må tage hatten af i respekt.

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Chicago anmeldelse 5

Talent i massevis

Alt i alt har Elite Teateret samlet en utrolig talentfuld force, der sammen bærer Chicago over målstregen med overskud. På trods af deres baggrund som amatørteater, er der en unægtelig professionalisme, som placerer dem i en gråzone mellem de to yderpunkter.

Selv mindre roller som den godmodige Amos Hart (Peter Engholm Helveg Larsen) etableres så godt som karakter, at man krummer tær.

I løbet af stykket beder både advokat Billy Flynn (Rasmus Gattrup) og Roxie om udgangsmusik, og de får det.

Men da Amos efterspørger samme funktion fra orkestreret, er det klokkeklart. Han er så usynlig at selv ikke orkesteret, ledet af dirigent Julie Ellbrønd Strange, ænser hans tilstedeværelse.

En forestilling med kvalitet

Forestillingens ambitionsniveau stråler igennem forestillingen med bling-bling, charme, kække kommentarer og humor.

Tempoet er så højt at man gang på gang imponeres over hvordan det er muligt at holde farten, udføre komplicerede dansetrip OG holde stemmen i ro på samme tid.

De ikoniske numre, tilsat fantastisk dans og strålende kulisse kan ikke roses nok. De små detaljer bliver prikken over i’et. De underholder ikke kun i høj grad, men kører forestillingen over målstregen med charme og overskud.

Det er svært at leve op til en forestilling med Tony Awards, Broadway og Hollywood i lillebitte Danmark. Det er dog ikke umuligt.

Høje ambitioner og godt samarbejde har igen i år givet et formidabelt resultat for Elite Teateret.

Så skynd dig at få fat i en billet til forestillingen! Læn dig tilbage og lad dig underholde til de forrygende toner af alt det jazz.

Chicago kører på Magasinet indtil den 31. oktober

Fotos af Bach Foto

En halvhjertet fest med TopGunn

in Musik by
12179157_917031978372230_27249250_n

Dydens smalle sti blev underlagt klassens klovn fra Nørrebro, TopGunn, da han i sidste uge under sin danmarksturné, gæstede Musikhuset Posten i Odense.

Der blev leveret en perle af hits, og en tætpakket sal lappede det i sig. Dog formåede sangeren ikke at præstere helt som forventet.

Oliver Gammelgaard, alias TopGunn, rider i øjeblikket på en bølge af succes. I kølvandet på sin anden pladeudgivelse ’Ingen Andre’ og tv-showet ’Fucking Fornuftig’ hvor han har hovedrollen, møder publikum ham på Posten.

Showet redder resten

Til trods for den store succes viste Topgunn dog, at han også kan skuffe. De populære sange, som har opnået styrtende popularitet blandt ungdomskulturen i det danske land, forholdt sig indholdsløse under koncerten.

Aftenen forblev en fest, der aldrig helt blev forløst. Den røde tråd manglede simpelthen under koncerten.

TopGunn kompenserede i høj grad for sin halve performance, ved at få skudt nogle hits af sted. Det uden det store nærvær med publikum.

Aftenens hovedperson var dog så heldig, at han havde nogle dygtige folk bag sig. Et lettere suspekt, tilbagelænet og groovy band. Stunn Gunn fra Eaggerstunn på trommer, samt Mads Michelsen fra Gnags på bas.

Lysshowet, leveret af Odenses egen Hannibal Struckmann, var knivskarpt og et gennemarbejdet samspil til musikken.

Diversitet i musikken overrasker

Numre som ’Tilbud’, ’Man Kan Ikke Stole På En Pige Med En Lille Røv’ og ’6 Liter” fik alligevel den brede forsamling til at smide deres fadøl i vejret og smide beskidte dansetrin til de tunge beats.

Som en pendant til dette, skabte nummeret ’Døgnflue’ og dets reggaeagtige karakter en balance og en form for diversitet i repertoiret.

Aftenens overraskelse og musikalske udslag, som for alvor skabte stemning og gav publikum noget der lignede en performance var, da storhittet ”Dumt På Dig” blev spillet. Nummeret blev lavet om til et salsa-remix pakket ind i en lassiez-faire fremføring.

Men ikke en døgnflue

Trods en halvhjertet personlig optræden fra kunstneren selv, var fremmødet, den tilfredsstillende hitgenkendende følelse, showet og lyset en oplevelse værdig.

Der skal ikke herskes tvivl om, at TopGunn ved hvordan han skal ramme fanskaren og lave hits.

Ikke mindst bekræfte en del af ungdommen i den stigende tendens til at købe 6-litersflasker, der pludseligt er kommet, samt en hungren efter den eksklusive nattelivskultur, som han blandt andet er talerør for.

Sangerens egen performance var dog ikke noget nær så god som resten af showet, og han levede højt på publikums fascination af ham som person.

SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

in Teater by
Shubidua - The Musical

Fredericia Teater har med deres – til dato – dyreste sceneshow, skabt et finurligt univers, hvor nogle af livets store spørgsmål stilles. En fortælling om at være anderledes, med Danmarks folkekære band Shu-bi-dua som omdrejningspunkt. 

Skrevet af Yasemin Schilling Øzkir

Hvad mon man er, før man bliver til, et stjerneskud, et puslespil, en tanketorsk, en gulerod? Man må for fa’en ha været noget! Hvor mon den er, den røde tråd? Man må for fa’en da blive til noget!

Disse velkendte ord åbner for den magiske verden, der sætter rammen om ”Shu-bi-dua the musical”.

Publikum har allerede få sekunder inde i stykket forstået, hvad musicalens tema er, da tæppet går og en drengestemme uskyldigt siger: ”Hvad mon man er?”

Et spørgsmål, der ikke er svært at relatere til, ligegyldigt hvilken alder man har.

Tunge emner på en storslået måde

Der går ikke længe før flere tunge emner bliver taget op. Kan man blive til noget, når man aldrig rigtigt har passet ind nogen steder?

Vi følger den eventyrlystne og fantasifulde, Mick, fra hans spæde teenageår frem til, at han finder kærligheden og lykken ved ikke helt at være som alle de andre.

Vejen dertil er ikke let, og han må da også igennem en masse omveje og svære beslutninger.

Historien bliver skabt ved hjælp af et overdådigt sceneshow, der fører publikum tilbage til 1970’erne og 1980’erne.

Vi bliver desuden taget med til alt fra bjergbestigning i Alperne til Micks barndomsværelse, som skaber rammen for hans eventyrlige verden.

Det er tydeligt, at Fredericia Teater har haft fokus på det tekniske i ”Shu-bi-dua – The Musical” og med god grund!

Hver enkelt scene skaber en ny fantastisk fortælling, som opbakning til sangene og bringer den danske musicalscene til et helt nyt niveau.

Integrationen af sangene i selve fortællingen er særdeles vellykket, og historien udvikler sig i takt med Mick. Sangene falder naturligt sammen med fortællingen.

Den røde tråd

For at skabe en rød tråd igennem stykket, bliver sangen af samme navn sunget hele tre gange.

Det gør publikum opmærksomme på, at problematikken er den samme for både unge Mick såvel som voksne Mick.

Den spirende stjerne Emil Birk Hansen, som har den bærende hovedrolle, leverer en pragt præstation. Han formår at give de velkendte og højt elskede sange nyt liv, uden at Shu-bi-duas ånd udviskes.

Fredericia Teater har efter tidligere succeser (red: Disneys ALADDIN – The Musical og Disneys Den Lille Havfrue – The Musical) flere gengangere på rollelisten.

Blandt andre Kristine Yde (tidligere Jasmin i Disneys ALLADIN – The Musical og Ariel i Disneys Den Lille Havfrue – The Musical). Hun har en i ”Shu-bi-dua – The Musical” en central rolle i form af Micks store forelskelse, Sille.

Kikset succes

Musicalen er en forestilling båret af humor og elskværdig musik, der formår at give salen kuldegysninger, smil på læben og en klump i halsen. Med et gennemtænkt tema, er forestillingen tilgængelig for alle aldersgrupper.

Som slutning på anden akt bliver publikum taget tilbage til udgangspunktet, med et: ”Man må for fa’en ha været noget”.

Publikum hylder med stående bifald skuespillerne. Bedst som man tror, at det er tid til at takke af, kommer samtlige skuespillere ind og synger et energisk sammensat medley.

I bedste Shu-bi-dua-ånd, bliver ”Hvalen Hvalborg” mødt af mariekiks nede fra Salen.

En skøn afslutning, på en storslået fortælling om, at finde sig selv og turde være anderledes. Med hele Danmarks Shu-bi-dua som omdrejningspunkt. Helt klart et besøg værdigt!

Shu-bi-dua – The Musical spiller på Fredericia frem til d. 22 november, hvorefter forestillingen flyttes til Østre Gasværk Teater fra d. 21. januar til 28. februar 2016. Musicalen slutter af i Musikhuset i Aarhus fra d. 5. maj til d. 15. maj 2016.

Foto af Søren Malmose

Gå til top