Tag archive

Teater Momentum

Tartuffe på Teater Momentum: Sætter spørgsmålstegn ved verden i dag

in Teater by
Tartuffe

Moliéres “Tartuffe” fra 1664 er et stykke der, trods 350 år på bagen, stadig er yderst relevant i dag. 4. årsstuderende på Den danske Scenekunstskole har under ledelse af Boris Ostan givet sig i kast med forestillingen, hvor  den bliver spillet på Teater Momentum i Odense.

Skrevet af Tabita Adda Weber

Har man ikke tidligere set eller hørt om Molière, er Tartuffe et udmærket sted at begynde.

Det var et af de stykker, der fik størst kritik i 1600-tallets Frankrig og samtidig blev det mest populære.

Molière havde på det tidspunkt vundet kongens gunst, trods modstand fra kirkens tilhængere. Tartuffe spejler sig derfor i Molières egen modstand til kirken og dens bud og prædikener.

Tartuffe som et billede på samfundets falske image

Fredag aften møder vi i forestillingen en familie, hvis sammenhold ikke er mere værd, end de løfter politikerne giver under en valgkamp. Derfor kan man overveje, om det er et politisk stykke – min holdning er, at det er det til dels.

Ser man forestillingen fra 1600-tallets Frankrig, er det en historie om en skinhellig mand, der prædiker kirkens ord uden selv at tro på dem, for at få hvad han ønsker.

Ludvig den 14. måtte dengang censurere stykket da Ærkebiskoppen, hans personlige mentor, ikke brød sig om den måde Molière fremstillede en kirkens mand.

Dette på trods af kongens egen glæde ved stykket.

I den verden vi lever i i dag, er Tartuffe stadig relevant.

Godt nok er det ikke kirkens løgne, vi dealer med, men i stedet politiske løgne, falske fremstillinger og magtfulde mennesker. Mennesker der siger én ting, men mener noget andet.

Kan man se Tartuffe som et billede på det civiliserede samfunds falske image? En slags maske man tager på, for at opnå noget? Og er vi andre bare medløbere?

Tartuffe, titlen, og manden det hele drejer sig om er en hyklerisk karakter, der for at vinde sin ven og værts respekt og kærlighed, lyver om sin egen kærlighed til gud og kirken.

Han spiller rollen som en stakkel, der intet ejer udover sin tro på Gud, men ender som manden med magten.

Mand eller fænomen?

Men hvem er egentlig den ’dumme’ i hele denne pærevælling af løgne, svindleri og smerte?

Er det i virkeligheden ikke dem, der tror på Tartuffe og hans falske prædikener, der er taberne i dette spil? Uden at røbe for meget, er det i hvert fald den indikation som stykket ender med.

Er det hele bare et spil for galleriet? Er dagens politiske engagement ikke større end, hvem der kan få mest ud af hvem og hvad?

Er politikerne egentlig bare en stor flok hyklere, der udnytter befolkningen til at opnå den magt de ønsker?

Måske. Og måske er vi, befolkningen, familien i Molières parisiske hjem, der falder for Tartuffe, den som har de bedste argumenter og den bedste overbevisningsevne.

Selvom vi selv overdrager dem vores gods og ejendomme, er det alligevel ikke vores skyld, at de pludselig vender på en tallerken og river tæppet væk under os. Til trods for, at vi egentlig selv har valgt dem til at repræsentere vores meninger.

Det er ikke før vi står uden en trævl på kroppen og ingen steder at gå hen, at vi ser, vi selv har inviteret de falske ideer og løgnagtige hykleriske mennesker ind i vores tanker. De mennesker, der har overbevist os om, at deres ideer er de bedste.

Er Tartuffe i virkeligheden en mand eller et fænomen?

Skuespillerne spiller bare Tartuffe

Som der står i programmet, der ligger på bordene i teatrets café, så fralægger skuespillerne sig ethvert ansvar.

De spiller bare Tartuffe.

Og de gør det på en måde, så det først er efter man kommer hjem og får tænkt det hele igennem, at man egentlig opfatter meningen og ideen bag.

Når man sidder på stolerækkerne er det jo ”bare et stykke af Molière” fortolket af en flok unge skuespillere i 2017.

Men stykket er meget mere end det. Budskabet og meningen ligger i alle karaktererne der, uanset om de er farmor med en tøjhund, kokkepige med en vild evne til at skære vandmelon eller selveste Tartuffe, bringer ideen og meningen frem.

De spiller bare Tartuffe.

Det er Molières stykke, men det er op til dem, der spiller det, at gøre stykket levende og relevant 350 år senere, hvilket i den grad lykkes.

4. årgang spiller Tartuffe på Teater Momentum fra 1/6 – 11/6 og igen på Det kongelige Teater fra 13/6 – 15/6.

Derfor er der rig mulighed for at opleve et stykke, der på trods af sin alder, stadig kan fungere og bringes up to date i dagens samfund.

Billede af Teater Momentum

Den Lalleglade Brigade: Humor uden rekvisitter

in Teater by
13113154_847077015436446_215534985_o

Den Lalleglade Brigade fyldte Teater Momentum med improviserede jokes krydret med venskabelige drillerier, der rakte langt ud over scenekanten.

Skrevet af Lisette Olesen og Ane Møbius Rahbek

Publikums sitrende forventningsfulde nysgerrighed fylder hele salen, selvom de forreste rækker endnu er tomme.

Tribunen fyldes dog hurtigt til randen af forventningsfulde skikkelser, der med glædende uvished venter spændt på aftenens rejse ind i improvisationskomikkens uforudsigelige univers.

Aftens hovedpersoner består af Sisse Gram De Fries og Sofie Jo Kaufmanas, der er med i ‘Den Lalleglade Brigade’.

Med sig i bagagen har Brigaden titlerne som vinder af DM i Impro Comedy 2013 og Impro Fight Night 2012, hvorefter de hurtigt har etableret sig som en fast del af den danske comedy-branche.

Læs også ‘Perker Cabaret’ synger Perker i dur

3 stole og 1 klaver

Brigaden udnytter hver millimeter til fulde på scenen, når sketchene udfolder sine skæve, dynamiske udtryk.

Scenografien er simpel: 3 stole og 1 klaver er alt, hvad den hurtigtænkende energibombe har brug for at underholde publikum til latterkrampe med deres formidable sammenspil.

Brigaden er ved ‘The Great Show in Odense’ akkompagneret af komiker Kasper Nielsen, der tilføjer gruppen stærke punchlines og kreative vendinger.

Showet er spækket med venskabelige udfordringer imellem komikerne såvel som pianisten.

Ved tangenterne kaster pianisten gang på gang en musikalsk bold op i luften. En bold, som bliver comedy-gruppens fundament for næste sang eller joke.

Intet er forudsigeligt. Komikernes interne benspænd udfordrer konstant deres medspilleres kreative impulsivitet.

En udfordring, hvor aftens hovedpersoners tillid til hinanden bliver showets dynamiske drivkraft.

Læs også Hybridteater på Momentum: Drik dig glad i ”Cocktail”

Med publikum i centrum

Hver scene udspiller sig med publikum og deres inputs som centrum. Sketch efter sketch udføres skæve fortolkninger af hverdagsscenarier foreslået af tilskuerne – alt lige fra myggestik mellem fingre, jobinterview og talkshow programmer.

Publikum inddrages sågar i pausen, over de sociale medier, hvor et væld af kreative bud på samleobjekter strømmer ind, efter gruppen har forladt rampelyset.

Gruppens kendetegn, der inkluderer improviseret musical og forskerforedrag med døvetolken Ellen, fornyes konstant med tilhøreskarens inputs, som skaber de unikke, nærværende historier.

Den store afhængighed af publikum og deres bidrag holder konstant gruppen på deres højeste niveau.

Selv ved mangel på lydbidrag fra to frivillige deltagere i sketchen ”Giv lyd”, formår Brigaden at vende manglen på input til noget positivt.

Når tavsheden indtræder hos de to frivillige, kommer Kasper situationen til undsætning med sætningen ”Jeg har smurt den!”.

En linje, der går igen, når hverken det knirkende vindue eller førstehjælpskassen giver lyd fra sig. Selv elastikforbindingen er blevet smurt i dagens anledning.

Musikalsk krydsforhør

Ud over komik og høj latter bryder ‘Den Lalleglade Brigade’ ud i sang på de skrå brædder. Pianisten slår tonen af, mens Brigaden improviserer flere sange.

Korte numre, som er præget af et komisk litterært univers med et glimt i øjet.

Her bliver tilskuerne inviteret med til engangsfremførelsen af musicalen ‘Morfars Garage’.

Musikalens titel og indhold er et resultat af publikums impulsive indspark og komikernes kreative improvisering.

En musical om den morderiske dreng Simon, der muligvis har dræbt tre skolelærer, og morfar der bruger for meget tid på internettet.

Gennem et musikalsk krydsforhør konfronterer Simons morfar drengen med det drabelige rygte. En konfrontation, der afsluttes med den tragikomiske sætning fra Kasper:

”Så er det nok noget, morfar har læst på internettet”.

En impulsiv sætning i en ultrakort sketch, der på trods af den korte scenetid, sætter gang i lattermusklerne hos publikum.

SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Aldrig har tv shop været så underholdende

Udover sang krydret med benspjæt og store stemmefraseringer tager ‘Den Lalleglade Brigade’ sit publikum med på en musikalsk rejse igennem flere sketchshows.

En improviseret matematiksang med poptoner fra Rasmus Seebach hittet ‘Lidt I Fem’ er en del af en tv-shop- sketch.

En sketch, hvor Sofies sang er en musikalsk smagsprøve for Sisse og Kaspers værtsrolle på tv-shop programmet, hvor de skal sælge cd’er om musik.

Lytterprøverne byder på alt fra den svenske vise ‘Ligning, ligning, ej det kan være lige meget’ til den ukrainske operasangers karrieresplittelse mellem operetter og matematiklæredrømmen.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Festlig improviseret komikrejse

Gennem det halvanden time lange show formår Brigaden at tage sit publikum med på en festlig improviseret komikrejse, der kommer vidt omkring.

Svenske rim, døvetolket igloforedrag, morderisk musical samt interview med katteknurrehårssamleren Kat-rine er del af aftenens ekskursion rundt i Brigadens kosmos.

En unik engangsoplevelse, hvis indhold ikke kan genopleves på resten af ‘The Great Show’.

Men selvom aftens indhold forbliver i den odenseanske teatersal, er ‘Den Lalleglade Brigades’ uendelige fantasi uden tvivl en oplevelse værd.

Gruppen formår med overlegenhed at balancere det humoristiske med det dynamiske i takt med at scenerne tager form.

Der er konstant sammenhæng mellem jokesne, endda til det punkt hvor jokes fra tidligere begivenheder hives frem i nye sammenhænge.

Dette skaber et helt særligt rum, hvor tid og sted momentvis står stille, imens seancen står på. Et rum, hvor Brigadens improvisationskomik sender sit publikum på en bredspekteret tematisk rejse, der strækker sig fra morfars garage til ukrainsk operette.

En oplevelse, der åbnede op for et uforudsigeligt univers, hvor hverken publikum eller komiker kender handlingsforløbet på.

Foto af Kasper Løftgaard

‘Perker Cabaret’ synger Perker i dur

in Teater by
12499442_1200870979937201_1783333301_o

Skaber politisk korrekthed en tryg stemning, der giver os mulighed for at debattere ordentligt? Eller er det blevet en barriere, der holder os fra at diskutere med hinanden? Det bliver der grublet over i den dynamiske forestilling ‘Perker Cabaret’. Her har alle noget at skulle have sagt, og det er ikke længere farligt at råbe Perker.

Skrevet af Sara R. Gryesten

Når det gælder Teater Momentum, er det umuligt at forudse hvad, man går ind til.

Selvom bygningen er mere ydmyg end Odenses andre teatre, kan Momentums scene udfolde sig i mange forskellige variationer. Derfor bliver man overrasket over at komme ind til ”Perker Cabaret” og møde en ganske simpel scene.

Teatergruppen Danskdansk har skabt forestillingen ‘Perker Cabaret’, hvor en skuespillertrio (samt en harmonikaspiller) prøver at sætte fokus på et Danmark, der er fuld af fremmede kulturer, religioner og konflikter.

Trioen gør det gennem sang, musik og humor. De skriger, bander og imiterer onani et forsøg på at udstille danskerens grænse

12325910_1200871236603842_936765226_o

Læs også BLACK SIDE: Liv gennem lys

Musikalsk samfundskritik

I manges øjne ses en kabaret som pirrende underholdning i et mørk lettere skummelt lokale, hvor cigarrøg hænger i luften, og flirtende smukke kvinder danser sensuelt.

Derfor kan det vække ens interesse, når teatergruppen Danskdank vælger at lave en samfundskritisk kabaret.

I ‘Perker Cabaret’ bliver kabarettens lumre stemning brugt til vise danskerens grænse overfor sex, nationalisme og egentligt bare for hvor tæt skuespillerne må komme på publikum.

Cabaretten ønsker at bryde tabuer og komme så tæt på som muligt. Når musikken bliver sat sammen med forestillingens tematikker, skaber det et dejligt absurd sammenstød.

En konferencier styrer stykket på ægte kabaretfacon, og efter en indledende redigeret version af ‘Wilkomme’ byder ‘Perker Cabaret’ på hedonisme og satire uden anden grænse end sit eget behov for at være grænseløs.

Skuespillerne er ikke bange for at blande publikum ind i forestillingen: Publikum bliver flirtet med, skældt ud og sunget ind i ansigtet, så der er ingen tvivl om, at kabarettens hensigt er at være in-your-face.

12167335_1200871143270518_2072563351_n

Læs også Lad den rette komme ind: Vold, blod og ung kærlighed

Sig hvad du mener!

‘Perker Cabaret’ forsøger at diskutere emner som ligestilling, racisme, nationalisme, integration, og man kunne blive ved, men der er alligevel en rød tråd.

Det er alle konflikter, som bliver bremset af vores egen censur. Når vi debatterer, lader vi os bremse af tabuer, og af den grund finder vi ikke en løsning.

Cabaretten kan ses som en mursten, der bliver kastet mod ruden af politisk korrekthed i et forsøg på at få os til at skabe en ordentlig debat, hvor vi siger, hvad vi mener.

Skuespillerne smækker sig selv bagi, råber “Perker” og “Homo” og synger om for eksempel at have lyst til at kravle ind under kvinders burkaer for at se, hvad der er indenunder.

Nogle gange virker det som om, at formålet om at provokere er så bevidst, at det bliver påtaget. Men det overdrevne forsøg på provokation kan også ses som stykkets måde at bryde isen på, så vi kan lade være med at gemme os bag høfligheder.

Når der bliver råbt “perker” på scenen, er det bevis på, at et ord ikke kan få verden til at gå under. ‘Perker Cabaret’ forsøger at ryste folk til fornuft, men der skal mere til for at blive rystet end skældsord og snak om sex.

‘Perker Cabaret’ prøver at trykke på nogle bestemte ”provokationsknapper” ved at sige bestemte ord og udføre bestemte handlinger, men provokation kræver mere end at gøre og sige, hvad vi er blevet opdraget til at lade være med.

Fotos af Teater Momentum

Poesikampsport på Momentum

in Teater by
12168150_986211341425566_1271832343_n

Odenses kulturelle udbydelser, er ikke kun for professionelle.

Et eksempel på debutanters frembrusende talenter, er lørdagens poesikampsports store slam.

Fem unge digtere og et enkelt offerlam, stillede sig klar med deres medbragte digte og kæmpede om store point og bifald fra publikum. 

Skrevet af Caroline Kamper

En alternativ scenografi

Vi sidder inde i en af Momentums teatersale, med en kulisse fra det roste stykke ”Lige Om Lidt Bliver Alting Stille” foran os.

Overfor, oplyst af et par stærke lamper, sidder publikum. En bred forsamling af mange forskellige individer.

Der er unge som gamle, store som små, danske som udenlandske og blåøjede som rødhårede. Dette til trods for den knap så fyldte sal.

En ting er dog sikkert, vennegrupper er mødt op, for at støtte noget velkendt poesi og kunne give en highfive eller muligvis et trøstende kram.

…og så er der reglerne

Der er en bagtanke bag det kraftige lys, der oplyser publikums forventningsfulde ansigter.

Publikum har magten. Det varierer fra slam til slam, om publikum sender dommen, men i aften, er det os der har magten, ikke blot med bragende bifald, men pointtavler.

Fem af disse bliver delt ud, en på hver række, og det er op til de upartiske venner, at finde en vinder og en taber. Reglerne er simple:

  1. Du skal selv have skrevet din poesi
  2. Du har en tid på 3 minutter og gavmilde 10 sekunder
  3. Du skal nøgen på scenen – ingen rekvisitter, kostumer, musik eller shows
  4. Du må bogstavelig talt IKKE optræde nøgen.

En sammenkogning af elementer

Vi skal høre fem slammere i aften, Emil Nygård, Nikolaj Johansen, Johanne Borup, Tony Justin og Marie Trappehave.

Der er ikke en omgang slam der er ens, så nysgerrigheden er tydelig blandt publikum. Hvad bliver der sagt, skal jeg gøre noget? Svarene bliver meget hurtigt afklaret og konkurrencen sparkes i gang med et offerlamsdigt.

Et digt er til for at sætte den svære start i gang, og for at afvige sceneskrækken hos deltagerne.

Digtene bliver opført stående. Da deltagernes kroppe og sind bliver blottet for publikum, skal der en stor stemme til at overbevise folk.

Der er en mening med det man vil sige. Skal man kunne relatere eller reflektere? Det er også de store stemmer man husker.

Poetry Slam er en stor sammenkogning, for både publikum og deltagere. Det er præstationen, men også ordene der gør indtryk.

Det er en konkurrence og alle har hver deres stil. Nogen starter stærkt og andre slutter med et brag.

Råber man eller vælger man den altafgørende gentagelse til slut? Hvad gør mest indtryk?

Stor enighed om emner.. og dog

Aftnens temaer kan opsummeres ganske kort. Samfundskritisk, selvnedladende, dog selvrealiserende.

Hverdagsdefinerende og lad os nu ikke glemme det uundgåelige kærlighedspoesi.

Hvis man som nationalist og royalist havde listet sig ind til denne omgang slam, ville man have gået meget utilfreds derfra, gerne med en væltet stol og knaldet dør.

Temaer som vi egentlig burde sidde og krybe tæer over hjemme i stuen, kunne vi få et let smil på læben af, i den imødekommende forsamling af poesielskere.

Diversiteten er også at finde. Vi har et par engelske og med dybe digte blandt den ellers let forståelige lyrik.

Dette afspejler sig også i, de ellers gavmilde, dommere, der får givet nogen lavere decimalpoint.

På gensyn?

Efter 3 runder, bliver vinderen fundet og konkurrencen er tæt.

73 point til 3. pladsen Marie Trappehave. 74 point og en plads til fynsmesterskaberne til Johanne Borup.

Vinderen med 82,3 point blev Emil Nygård. Han løber af med præmiehatten bestående af entréindtægterne og en plads til fynsmesterskaberne, der finder sted i januar 2016.

Poetry Slam er alt i alt en sublim oplevelse. Det er imponerende at høre unge talenter, i en kamp med ord. En kamp, som ikke mange mestrer.

I krogene bliver der snakket om sidste års store poetry-succes. Det er klart med et lille antal deltagere, får det ikke den store konkurrenceeffekt, men der er altid mulighed for en anden chance.

Går man selv og kan slynge poesi ud af ærmerne, er der åben tilmelding, ikke til i år, men næste års slams.

Det kan man læse mere om på hjemmesiden PSFYN.dk.

Ellers er der mulighed for at komme ind og danne sig sin egen mening, fredag d. 3 november ved Teater Momentum i Odense.

Når dans giver stof til eftertanke

in Teater by
12162351_985147074865326_856911864_o

Endnu engang vælter Teater Momentum scenen på Sukkerkogeriet.

Denne gang med den tankevækkende forestilling ’100 likes’. 

Black Box Dance Company stiller op med et show, der sætter fokus på unges sårbarhed og afhængighed af sociale medier. Ikke mindst den endeløse stræben efter at blive set.

Et stykke der vises i form af moderne dans, tekno-toner og symboler så simple, at hver stol går hjem med hver sin forståelse for hvad man har været vidne til.

Skrevet af Caroline Kamper

Vi befinder os i en sort rum. På scenen foran os, står tre tændte lamper. Mindre lamper omringer scenen og sætter fokus på et par blå, eller måske turkise, nikesko – hvad siger trenden?

Pludselig lyder det velkendte pling, din mobil lader op. Pling du har fået en mail. Pling din mor har ringet. Pling, pling, pling ustyrlig gruppesamtale.

Et par alternative technotrommeslag lyder fra højtalerne og i harmoni med plingerne, dannes der en pulserende rytme.

Tre dansere indtager gulvet og begynder på en dans baseret på følelser og oplevelser. Sådan starter showet.

Eksistens uden sociale medier?

Kan man have en rigtig dialog uden smileys og forkortelser.. i virkeligheden? Hvad sker der, hvis man ikke får nogen likes? Disse provokerende spørgsmål er essensen i stykket.

Vi lever i en teknologisk verden, og kan ikke komme ud over den enorme indflydelse som internettet, telefonen og ”like”-funktionen har på vores hverdag.

Den svenske/chilenske danser og koregraf Mari Carrasco skaber i samarbejde med Black Box Theater Holstebro, en kunstnerisk, abstrakt verden, der beskriver menneskets sindstilstand. En sindstilstand der er påvirket af mødet med de sociale medier. Mennesket er centrum, vi er i centrum.

Når det simple bliver pompøst

Mange mennesker har vovet sig ud i regnvejret onsdag aften.

Et fuldt hus med champagne og tapas til forret og moderne dans som hovedret. Efter alle har sat sig til rette, går alt lys ud. Glem alt om festlige drinks, snolleret i tasken og den vibrerende mobil i lommen.

Der er tre lamper og ét fokus: danserne. Scenografien består af lys og mørke, lysene, der symboliserer varmen og anerkendelsen, men også stressen og spotlightet.

Mørket, der er vores ro, men samtidig vores ømme punkt, påtvunget tomrumsmeditation, hvor alt bliver vendt og drejet. Er jeg god nok?

“Been dancing a lot #dance”

Black Box Dance Company stiller op med 8 erfarne dansere fra hele verden.

De otte dansere, som er fra Polen, Frankrig, Holland, Spanien, Sverige og Danmark,  skiftes efter hver forestilling til at bringe liv til en af de tre karakterer, der vælter sig i spotlight.

Drengen er ham der har det let. Den populære fyr, der ikke behøver at gøre noget særligt for at få opmærksomhed, men dog trænger så dybt ned i mediernes verden, at det er svært at stoppe, når nok bliver nok.

Pigen, der har en facade. Hende der er cool.  Hende, der slår en masse ting op på både facebook, twitter og instagram, søger likes og kommentarer for at få anerkendelse og opmærksomhed, til den stille og usikre pige hun inderst inde er.

Pigen, der sætter spørgsmålstegn ved sig selv. Hun er en lemming, kigger efter hvad andre gør og gør det samme, da det er det sikre kort at spille. Det ægte offer for vores lys og mørk-kontrast, da der ingen frynsegoder er at hente.

Hun lever i en non-stop verden, og selv når lyset slukkes reagerer hendes krop med fysiske abstinenser. Abstinenser som kan sammenlignes med misbrugeren, der har brug for sit stof.

Kun vores egen verden

Historien vises igennem den moderne dans, en afvigelse og moderne paraplybetegnelse, der kommer til udtryk gennem høje benspark, hop, rul, glid og løft. Dette er elementer, der repræsenterer vores krumspring og indsmigrende attituder på sociale medier. Der er diversitet i dansene.

Som der med et smil indrømmes i den følgende spørgerunde, har kroppen tillært sig nogle følelser. Følelserne kommer til udtryk i trinene og ikke én af danserne, udtrykker sig med samme baggrundshistorie eller mål.

De moderne virkemidler bringer beskueren i en betagelse. Lyd, lys og leg bringer os ikke til en anden verden, men tvinger os til at forholde os til vores egen – hvad der på mange måder kan være skræmmende, men egentlig er sundt og slet ikke negativt ment.

Succes på den fynske dansescene

Mødet med Black Box Dance Company har været en fornøjelse. Efter 15 minutters spørgerunder, med analysespørgsmål og dansernes egne fortolkninger, vender publikum tilbage til regnen.

Man kan ikke undgå den boblende følelse af succes, der opløfter humøret og dansetrangen. At kunne være samfundskritisk i en neutral bydeform, er en kunst i sig selv.

Det giver massere af stof til eftertanke, et smil på læben og pulserende rytmer på hjernen – noget , der sjældent sker på den fynske dansescene.

Foto: Black Box Dance Company

TRANS-formerende teaterstykke

in Teater by
12037721_742163485927800_976007258_o

Impulsivitet og improviserende normbrud var en del af den alternative seance, da Teater Momentum slog dørene op for teaterstykket TRANS- onsdag i sidste uge. Her blev relationen mellem publikum og teaterstykke transformeret.

Skrevet af Lisette G. Olesen og Ane Møbius Rahbek

Mørket har sænket sig over Momentums teatersal på en ganske almindelig onsdag aften. Enogtyve brændende lamper lyser ned over fyrre tomme stole, der står placeret i en cirkel, som var det en ceremoni.

Ud over teaterrøgens mystik kan man høre en rislende lyd af mystiske toner. En broget menneskeflok indtager nysgerrigt lokalet uden helt at vide, hvad de går ind til.

I den ene ende af cirklen står fire mennesker, der ligner fire forkromede søjler. Fire søjler, der står fastfrosset på det snehvide linoleumsgulv.

“Nå det bliver spændende”

Sådan lyder det fra en ældre herre, der sammen med ægtefælden går ind i teatersalen med et glas hvidvin i hånden.

Den 50 minutter lange forestilling publikum skal overvære, er et internationalt samarbejde skabt af TWO-WOMEN-MACHINE-SHOW & JONATHAN BONNICI. Det unikke ved stykket er, at rummet og deltagerne er råstoffet til forestillingens forløb.

Med publikum som objekt

Pludselig efter lang tid tavshed, slynges der usammenhængende beskrivelser ud fra de forskellige artister.

“There is yellow and red tape on the cabels”

Det kommer fra skuespillerinden, hvis øjne stirrer blankt ud i luften. Yderligere supplerer de tre mandelige artister skuespillerindens beskrivelser af rummet med yderligere iagttagelser om teatersalens visuelle look. Publikums øjne flakker rundt i forvirring, mens seancen fortsætter.

Gennem beskrivelserne går skuespillerne langsomt rundt som maskiner, der med en monoton stemmeføring registrer rummets detaljer. Kabler fra loftet, sorte skrammer på gulvet, klistermærker på væggene samt en sprunget elpære er blot nogle af de beskrivelser der præger indledningen af forestillingens indledning.

Rummets beskrivelser skifter til objekter, der står tættere på publikum inden forestillingen for alvor går i gang. Med ét er det pludselig det levende publikum, der er i fokus frem for rummets materielle aspekter.

Utraditionelt teater

Artisterne blev inspireret til stykket, da de overværede en slåskamp i Londons galder. En observation, der senere førte til udførte til udforskning og iagttagelse af menneskelige kropssprog. En iagttagelse, som kommer til syne i denne utraditionelle teaterforestilling, hvor formålet er at manipulere sociale konventioner.

Under forestillingen forsøger en middelaldrende kvinde i grøn trøje ihærdigt at leve op til en af kunstnernes observationer af hende, ved at spejle udsagnene i kropsbevægelser, som var det kommandoer givet fra en admiral. En efter en bliver publikum midtpunkt for forestillingens indhold.

Publikums individuelle påklædning, ansigtstræk og kropssprog er blot nogle af de karakteristika, der bliver nævnt i flæng. Den utraditionelle og intense opmærksomhed på teatersalens publikum, medfører et hav af forskellige reaktioner via. kropsprog.

En ung pige kryber sammen i et nervøst fnis med glorøde kinder, mens en ældre herre fnyser fornærmet, over de mærkater han bliver påsat. I den grænseoverskridende og ærlige måde artisterne anskuer rummets deltagere på, skifter rummets dynamik gradvist.

Da publikums kropslige forsvarsmekanismer har lagt sig, opstår en ubeskrivelig form for “circle of trust” blandt de fremmede. De anspændte skuldre og sammenkrummede ansigter bliver erstattet af smil og nysgerrige blikke til de tilskuere, der bliver beskrevet en efter en. Beskrivelser, som til sidst bliver en sammensmeltning af fire artisters stemmer, da hver artist i en sammensmeltende lydmasse beskriver et publikumsmedlem.

Sammensmeltning skaber normbrud

Forsvarspositionerne har lagt sig og banen er kridtet op på ny. Konventioner har ændret sig som en sammensmeltning mellem publikum og artister i den lille intense kuppel. Her bliver de sociale normer forskubbet i takt med at artisterne bevæger sig rundt i rundkredsen. Der opstår derfor en paradoksal fortrolighed mellem artister og publikum, som gør det muligt at bryde isen, da alle indirekte beriger aftenens performance

I cirklens fortrolige miljø bliver det tilladt at sige impulsive observationer af folk. Observationer, som man uden for cirklen kun lader blive ved tanken. “Hun bliver forlegen og kigger væk“ og ”han har et behåret ansigt” er nogle af de karakteristika, der kommer frem i cirklens lys. Detaljer ved personer, som man i det daglige overser.

Gennem stykket formår artisterne at sætte fokus på bevidsthedens øjeblikke, hvor de små detaljer er altafgørende. Bemærkningerne udvikles og bliver til antagelser, som tilsyneladende virker provokerende, men alligevel accepteres på grund af cirklens fortrolighed. Udtalelser som “Hun har et barnligt sind”, “Han er bibliotekar” og “Hun er sikkert dybt afhængig af sin smartphone” er blot nogle af de antagelser, som uden for kuplen ville være uacceptable og mærkelige.

Men inden for cirklens fyrre stole er det synssansen, der er i fokus, hvilket giver det umiddelbare simple koncept en uforudset dybde. En dybde, der efterlader stærke indtryk og stof til eftertanke.

Hele herligheden kulminerer i et væld af indtryk med lyddokumentation, musik og lys, der på blot 50 minutter formår at skabe en så intens atmosfære, at tiden står stille og alligevel flyver af sted. Som vidnesbyrd for aftens underholdning afspilles en hurtig lydfil af beskrivelserne, mens det dundrer i højtalerne og lysene gnistrer i teatersalen.

Folk klapper, dørene går op og man er tom for ord. Er det teater? Er det normalt, at publikums ansigtsrynker, runde kinder eller krøllede hår indgår i forestillingen? Hos Trans er det. Her kan man dog trygt pakke sine tidligere erfaringer og fordomme om teaterkunst væk. Da stykket er en transformerende oplevelse, som sætter nysgerrigheden på prøve hos publikum. Her er i historien ikke kun for publikum, men om publikum.

De gode, de onde og os midt imellem

in Teater by
Diamonds-Secrets-presse-2

Foto: Daniel Buchwald

En cocktail af veludført selvironi og klichéprægede, empatifremkaldende historier kan denne måned ses på Teater Momentum. Den dokumentarinspirerede forestilling, Diamonds & Secrets, der denne måned spiller på Momentum, tager udgangspunkt i Sierra Leone og landets store økonomiske og sociale problemer. Gennem aftenen bydes der på både hjerteskærende historier og grinagtige bemærkninger. 

Skrevet af Benedikte Rønn Læs videre

Til salg – Køb et teater!

in Teater by
Teater-Til-Salg-9 billeder

Teater momentum kreerer et stykke fuld af sjov, muligheder og potentielle boligdrømme. Endnu en gang leges der med grænserne mellem skuespillere og publikum.

Skrevet af Tabita Adda Weber

Læs videre

839 dage – et formidabelt gidseldrama

in Teater by
829 dage teater momemtum 2

Fotos: Rico Feldfoss

InMediasRes tog ud i Teater Momentum for at se den nye forestilling ’839 dage’. Stykket er baseret på den virkelige hændelse, kapringen af skibet MV Leopard fra 2011 – 2013. Det er en klar og jordbunden historie, fortalt både fra gidslerne og piraternes synspunkt.

Skrevet af Ida Agerbo Gaist  Læs videre

Skal man kæmpe for kærligheden?

in Teater by
teater momentum - lovesong2

Fotos: Amanda Esbjerg Justesen

På scenen i Sukkerkogeriet viste Teater Momentum forestillingen om et parforholds udvikling i to forskellige perioder af parrets ægteskab. Livets udfordringer tærer på Billy og Maggie, men til trods for dette, svinder parternes hengivenhed til hinanden ikke.

Skrevet af Amanda Esbjerg Justesen Læs videre

Gå til top