Tag archive

Teater

Tartuffe på Teater Momentum: Sætter spørgsmålstegn ved verden i dag

in Teater by
Tartuffe

Moliéres “Tartuffe” fra 1664 er et stykke der, trods 350 år på bagen, stadig er yderst relevant i dag. 4. årsstuderende på Den danske Scenekunstskole har under ledelse af Boris Ostan givet sig i kast med forestillingen, hvor  den bliver spillet på Teater Momentum i Odense.

Skrevet af Tabita Adda Weber

Har man ikke tidligere set eller hørt om Molière, er Tartuffe et udmærket sted at begynde.

Det var et af de stykker, der fik størst kritik i 1600-tallets Frankrig og samtidig blev det mest populære.

Molière havde på det tidspunkt vundet kongens gunst, trods modstand fra kirkens tilhængere. Tartuffe spejler sig derfor i Molières egen modstand til kirken og dens bud og prædikener.

Tartuffe som et billede på samfundets falske image

Fredag aften møder vi i forestillingen en familie, hvis sammenhold ikke er mere værd, end de løfter politikerne giver under en valgkamp. Derfor kan man overveje, om det er et politisk stykke – min holdning er, at det er det til dels.

Ser man forestillingen fra 1600-tallets Frankrig, er det en historie om en skinhellig mand, der prædiker kirkens ord uden selv at tro på dem, for at få hvad han ønsker.

Ludvig den 14. måtte dengang censurere stykket da Ærkebiskoppen, hans personlige mentor, ikke brød sig om den måde Molière fremstillede en kirkens mand.

Dette på trods af kongens egen glæde ved stykket.

I den verden vi lever i i dag, er Tartuffe stadig relevant.

Godt nok er det ikke kirkens løgne, vi dealer med, men i stedet politiske løgne, falske fremstillinger og magtfulde mennesker. Mennesker der siger én ting, men mener noget andet.

Kan man se Tartuffe som et billede på det civiliserede samfunds falske image? En slags maske man tager på, for at opnå noget? Og er vi andre bare medløbere?

Tartuffe, titlen, og manden det hele drejer sig om er en hyklerisk karakter, der for at vinde sin ven og værts respekt og kærlighed, lyver om sin egen kærlighed til gud og kirken.

Han spiller rollen som en stakkel, der intet ejer udover sin tro på Gud, men ender som manden med magten.

Mand eller fænomen?

Men hvem er egentlig den ’dumme’ i hele denne pærevælling af løgne, svindleri og smerte?

Er det i virkeligheden ikke dem, der tror på Tartuffe og hans falske prædikener, der er taberne i dette spil? Uden at røbe for meget, er det i hvert fald den indikation som stykket ender med.

Er det hele bare et spil for galleriet? Er dagens politiske engagement ikke større end, hvem der kan få mest ud af hvem og hvad?

Er politikerne egentlig bare en stor flok hyklere, der udnytter befolkningen til at opnå den magt de ønsker?

Måske. Og måske er vi, befolkningen, familien i Molières parisiske hjem, der falder for Tartuffe, den som har de bedste argumenter og den bedste overbevisningsevne.

Selvom vi selv overdrager dem vores gods og ejendomme, er det alligevel ikke vores skyld, at de pludselig vender på en tallerken og river tæppet væk under os. Til trods for, at vi egentlig selv har valgt dem til at repræsentere vores meninger.

Det er ikke før vi står uden en trævl på kroppen og ingen steder at gå hen, at vi ser, vi selv har inviteret de falske ideer og løgnagtige hykleriske mennesker ind i vores tanker. De mennesker, der har overbevist os om, at deres ideer er de bedste.

Er Tartuffe i virkeligheden en mand eller et fænomen?

Skuespillerne spiller bare Tartuffe

Som der står i programmet, der ligger på bordene i teatrets café, så fralægger skuespillerne sig ethvert ansvar.

De spiller bare Tartuffe.

Og de gør det på en måde, så det først er efter man kommer hjem og får tænkt det hele igennem, at man egentlig opfatter meningen og ideen bag.

Når man sidder på stolerækkerne er det jo ”bare et stykke af Molière” fortolket af en flok unge skuespillere i 2017.

Men stykket er meget mere end det. Budskabet og meningen ligger i alle karaktererne der, uanset om de er farmor med en tøjhund, kokkepige med en vild evne til at skære vandmelon eller selveste Tartuffe, bringer ideen og meningen frem.

De spiller bare Tartuffe.

Det er Molières stykke, men det er op til dem, der spiller det, at gøre stykket levende og relevant 350 år senere, hvilket i den grad lykkes.

4. årgang spiller Tartuffe på Teater Momentum fra 1/6 – 11/6 og igen på Det kongelige Teater fra 13/6 – 15/6.

Derfor er der rig mulighed for at opleve et stykke, der på trods af sin alder, stadig kan fungere og bringes up to date i dagens samfund.

Billede af Teater Momentum

Hvem er InMediasRes egentlig?

in Kultur by
15101816_10154094771774786_962267371_o

InMediasRes har fået ny redaktion, og derfor har vi valgt at lave en artikel i form af et interview med os. Har du lyst til at vide mere om InMediasRes og dets tre guruer, så læs med her!

Skrevet af InMediasRes’ redaktion (Amanda, Martin og Yasemin)

15133961_10154094772209786_887364011_o

Hvad laver i lige nu?

A: Til dagligt læser jeg dansk, men har taget et års orlov. Primært på grund af mit ølmisbrug… Ej okay.

M: Akademisk alkoholiker. Tak til SU styrelsen. Prøver at læse medievidenskab.

Y: Jeg læser dagligt journalistik på SDU, men sådan lige nu, stresser jeg over at min telefon mangler plads.  

Hvor gamle er I?

A: 23 and in denial.

M: 20 år og fire måneder.

Y: 21. Jep, ligesom Topgunn synger det.

Hvis I skulle høre én sang på repeat resten af livet, hvilken skulle det så være?

A: Let It Be – The Beatles

M: Lilac Wine – Jeff Buckley.

Y: Where Is The Love – Black Eyed Peas.

Hvad ville I helst: Have sex med Donald Trump og ingen vidste det eller ikke have sex med ham, men hele verden troede I havde?

A: Donald hvem?

M: Kun hvis jeg bliver USA’s førstedame.

Y: Been there done that.

Hvorfor er I overhovedet med i IMR?

A: Fame, money, bitches.

M: Jeg kom ikke ind på journalistik.

Y: Fordi Ulla T ikke er gået på pension endnu.

Hvad er IMR egentlig?

A: Mit.

M: Nice.

Y: Latin.

15145116_10154094771689786_65629906_o

Spøg til side, hvad er jeres vision for mediets genfødsel?

Alle: Vi kunne godt tænke os at lave portrætter af Odenses eksistenser, diskuterende kulturanmeldelser og debatindlæg. 

Det skal være udgangspunkt for, at unge skribenter kan få deres stemme ud til andre kulturinteresserede unge i Odense. Det bliver fedt.

Den Lalleglade Brigade: Humor uden rekvisitter

in Teater by
13113154_847077015436446_215534985_o

Den Lalleglade Brigade fyldte Teater Momentum med improviserede jokes krydret med venskabelige drillerier, der rakte langt ud over scenekanten.

Skrevet af Lisette Olesen og Ane Møbius Rahbek

Publikums sitrende forventningsfulde nysgerrighed fylder hele salen, selvom de forreste rækker endnu er tomme.

Tribunen fyldes dog hurtigt til randen af forventningsfulde skikkelser, der med glædende uvished venter spændt på aftenens rejse ind i improvisationskomikkens uforudsigelige univers.

Aftens hovedpersoner består af Sisse Gram De Fries og Sofie Jo Kaufmanas, der er med i ‘Den Lalleglade Brigade’.

Med sig i bagagen har Brigaden titlerne som vinder af DM i Impro Comedy 2013 og Impro Fight Night 2012, hvorefter de hurtigt har etableret sig som en fast del af den danske comedy-branche.

Læs også ‘Perker Cabaret’ synger Perker i dur

3 stole og 1 klaver

Brigaden udnytter hver millimeter til fulde på scenen, når sketchene udfolder sine skæve, dynamiske udtryk.

Scenografien er simpel: 3 stole og 1 klaver er alt, hvad den hurtigtænkende energibombe har brug for at underholde publikum til latterkrampe med deres formidable sammenspil.

Brigaden er ved ‘The Great Show in Odense’ akkompagneret af komiker Kasper Nielsen, der tilføjer gruppen stærke punchlines og kreative vendinger.

Showet er spækket med venskabelige udfordringer imellem komikerne såvel som pianisten.

Ved tangenterne kaster pianisten gang på gang en musikalsk bold op i luften. En bold, som bliver comedy-gruppens fundament for næste sang eller joke.

Intet er forudsigeligt. Komikernes interne benspænd udfordrer konstant deres medspilleres kreative impulsivitet.

En udfordring, hvor aftens hovedpersoners tillid til hinanden bliver showets dynamiske drivkraft.

Læs også Hybridteater på Momentum: Drik dig glad i ”Cocktail”

Med publikum i centrum

Hver scene udspiller sig med publikum og deres inputs som centrum. Sketch efter sketch udføres skæve fortolkninger af hverdagsscenarier foreslået af tilskuerne – alt lige fra myggestik mellem fingre, jobinterview og talkshow programmer.

Publikum inddrages sågar i pausen, over de sociale medier, hvor et væld af kreative bud på samleobjekter strømmer ind, efter gruppen har forladt rampelyset.

Gruppens kendetegn, der inkluderer improviseret musical og forskerforedrag med døvetolken Ellen, fornyes konstant med tilhøreskarens inputs, som skaber de unikke, nærværende historier.

Den store afhængighed af publikum og deres bidrag holder konstant gruppen på deres højeste niveau.

Selv ved mangel på lydbidrag fra to frivillige deltagere i sketchen ”Giv lyd”, formår Brigaden at vende manglen på input til noget positivt.

Når tavsheden indtræder hos de to frivillige, kommer Kasper situationen til undsætning med sætningen ”Jeg har smurt den!”.

En linje, der går igen, når hverken det knirkende vindue eller førstehjælpskassen giver lyd fra sig. Selv elastikforbindingen er blevet smurt i dagens anledning.

Musikalsk krydsforhør

Ud over komik og høj latter bryder ‘Den Lalleglade Brigade’ ud i sang på de skrå brædder. Pianisten slår tonen af, mens Brigaden improviserer flere sange.

Korte numre, som er præget af et komisk litterært univers med et glimt i øjet.

Her bliver tilskuerne inviteret med til engangsfremførelsen af musicalen ‘Morfars Garage’.

Musikalens titel og indhold er et resultat af publikums impulsive indspark og komikernes kreative improvisering.

En musical om den morderiske dreng Simon, der muligvis har dræbt tre skolelærer, og morfar der bruger for meget tid på internettet.

Gennem et musikalsk krydsforhør konfronterer Simons morfar drengen med det drabelige rygte. En konfrontation, der afsluttes med den tragikomiske sætning fra Kasper:

”Så er det nok noget, morfar har læst på internettet”.

En impulsiv sætning i en ultrakort sketch, der på trods af den korte scenetid, sætter gang i lattermusklerne hos publikum.

SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Aldrig har tv shop været så underholdende

Udover sang krydret med benspjæt og store stemmefraseringer tager ‘Den Lalleglade Brigade’ sit publikum med på en musikalsk rejse igennem flere sketchshows.

En improviseret matematiksang med poptoner fra Rasmus Seebach hittet ‘Lidt I Fem’ er en del af en tv-shop- sketch.

En sketch, hvor Sofies sang er en musikalsk smagsprøve for Sisse og Kaspers værtsrolle på tv-shop programmet, hvor de skal sælge cd’er om musik.

Lytterprøverne byder på alt fra den svenske vise ‘Ligning, ligning, ej det kan være lige meget’ til den ukrainske operasangers karrieresplittelse mellem operetter og matematiklæredrømmen.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Festlig improviseret komikrejse

Gennem det halvanden time lange show formår Brigaden at tage sit publikum med på en festlig improviseret komikrejse, der kommer vidt omkring.

Svenske rim, døvetolket igloforedrag, morderisk musical samt interview med katteknurrehårssamleren Kat-rine er del af aftenens ekskursion rundt i Brigadens kosmos.

En unik engangsoplevelse, hvis indhold ikke kan genopleves på resten af ‘The Great Show’.

Men selvom aftens indhold forbliver i den odenseanske teatersal, er ‘Den Lalleglade Brigades’ uendelige fantasi uden tvivl en oplevelse værd.

Gruppen formår med overlegenhed at balancere det humoristiske med det dynamiske i takt med at scenerne tager form.

Der er konstant sammenhæng mellem jokesne, endda til det punkt hvor jokes fra tidligere begivenheder hives frem i nye sammenhænge.

Dette skaber et helt særligt rum, hvor tid og sted momentvis står stille, imens seancen står på. Et rum, hvor Brigadens improvisationskomik sender sit publikum på en bredspekteret tematisk rejse, der strækker sig fra morfars garage til ukrainsk operette.

En oplevelse, der åbnede op for et uforudsigeligt univers, hvor hverken publikum eller komiker kender handlingsforløbet på.

Foto af Kasper Løftgaard

‘Perker Cabaret’ synger Perker i dur

in Teater by
12499442_1200870979937201_1783333301_o

Skaber politisk korrekthed en tryg stemning, der giver os mulighed for at debattere ordentligt? Eller er det blevet en barriere, der holder os fra at diskutere med hinanden? Det bliver der grublet over i den dynamiske forestilling ‘Perker Cabaret’. Her har alle noget at skulle have sagt, og det er ikke længere farligt at råbe Perker.

Skrevet af Sara R. Gryesten

Når det gælder Teater Momentum, er det umuligt at forudse hvad, man går ind til.

Selvom bygningen er mere ydmyg end Odenses andre teatre, kan Momentums scene udfolde sig i mange forskellige variationer. Derfor bliver man overrasket over at komme ind til ”Perker Cabaret” og møde en ganske simpel scene.

Teatergruppen Danskdansk har skabt forestillingen ‘Perker Cabaret’, hvor en skuespillertrio (samt en harmonikaspiller) prøver at sætte fokus på et Danmark, der er fuld af fremmede kulturer, religioner og konflikter.

Trioen gør det gennem sang, musik og humor. De skriger, bander og imiterer onani et forsøg på at udstille danskerens grænse

12325910_1200871236603842_936765226_o

Læs også BLACK SIDE: Liv gennem lys

Musikalsk samfundskritik

I manges øjne ses en kabaret som pirrende underholdning i et mørk lettere skummelt lokale, hvor cigarrøg hænger i luften, og flirtende smukke kvinder danser sensuelt.

Derfor kan det vække ens interesse, når teatergruppen Danskdank vælger at lave en samfundskritisk kabaret.

I ‘Perker Cabaret’ bliver kabarettens lumre stemning brugt til vise danskerens grænse overfor sex, nationalisme og egentligt bare for hvor tæt skuespillerne må komme på publikum.

Cabaretten ønsker at bryde tabuer og komme så tæt på som muligt. Når musikken bliver sat sammen med forestillingens tematikker, skaber det et dejligt absurd sammenstød.

En konferencier styrer stykket på ægte kabaretfacon, og efter en indledende redigeret version af ‘Wilkomme’ byder ‘Perker Cabaret’ på hedonisme og satire uden anden grænse end sit eget behov for at være grænseløs.

Skuespillerne er ikke bange for at blande publikum ind i forestillingen: Publikum bliver flirtet med, skældt ud og sunget ind i ansigtet, så der er ingen tvivl om, at kabarettens hensigt er at være in-your-face.

12167335_1200871143270518_2072563351_n

Læs også Lad den rette komme ind: Vold, blod og ung kærlighed

Sig hvad du mener!

‘Perker Cabaret’ forsøger at diskutere emner som ligestilling, racisme, nationalisme, integration, og man kunne blive ved, men der er alligevel en rød tråd.

Det er alle konflikter, som bliver bremset af vores egen censur. Når vi debatterer, lader vi os bremse af tabuer, og af den grund finder vi ikke en løsning.

Cabaretten kan ses som en mursten, der bliver kastet mod ruden af politisk korrekthed i et forsøg på at få os til at skabe en ordentlig debat, hvor vi siger, hvad vi mener.

Skuespillerne smækker sig selv bagi, råber “Perker” og “Homo” og synger om for eksempel at have lyst til at kravle ind under kvinders burkaer for at se, hvad der er indenunder.

Nogle gange virker det som om, at formålet om at provokere er så bevidst, at det bliver påtaget. Men det overdrevne forsøg på provokation kan også ses som stykkets måde at bryde isen på, så vi kan lade være med at gemme os bag høfligheder.

Når der bliver råbt “perker” på scenen, er det bevis på, at et ord ikke kan få verden til at gå under. ‘Perker Cabaret’ forsøger at ryste folk til fornuft, men der skal mere til for at blive rystet end skældsord og snak om sex.

‘Perker Cabaret’ prøver at trykke på nogle bestemte ”provokationsknapper” ved at sige bestemte ord og udføre bestemte handlinger, men provokation kræver mere end at gøre og sige, hvad vi er blevet opdraget til at lade være med.

Fotos af Teater Momentum

Lad den rette komme ind: Vold, blod og ung kærlighed

in Teater by
"Lad den rette komme ind" Foto: Emilia Therese

Sukkerkogeriets kompakte sal blev i en periode forvandlet til en scene fra en gyserfilm, da de lukkede dørene op for ’Lad den rette komme ind’. Et af de spørgsmål, som udsprang af forestillingen, var om der kunne opstå ægte kærlighed mellem de to tolvårige børn, fra de to vidt forskellige verdener.

Skrevet af Nanna Høegh

Salen fyldes langsomt af forventningsfulde gæster, der alle er i den voksne ende – på trods af, at man kunne tro, at flere unge mennesker ville være at finde til forestillingen.

Et dæmpet lys sætter stemningen, mens sæderne bliver optaget et for ét.

Forestillingen går i gang med et brag, idet lyset slukkes, samtidigt med at en høj rungende suspens-lyd mundlammer publikum fuldstændigt – nogle skriger endda højt af chokket.

Scenen er helt mørk, kun lige oplyst af nogle vage lysstråler, og man er med det samme i en mørk skov.

Åbningsscenen smider publikum direkte ind i handlingen, med et meget visuelt og blodigt mord lige for øjnene af dem. Herefter bliver karaktererne præsenteret i hver deres lille scene.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016
Læs også Brødrene Løvehjerte imponerer eventyrlystne børn og voksne

Lydeffekter er 50%

På trods af, at det er et nydeligt opført stykke, spiller lydeffekterne en stor rolle for stykkets autensitet. Til tider vibrerer hele salen af de dybe thriller-lyde, der giver en helt utrolig intens indlevelse i den enkelte scene.

Musik og lydeffekter har en stor betydning for stemningen, selvfølgelig ved langt de fleste teaterstykker, men især det dette, og det giver muligheden for, at scenerne kan give det fulde udbytte og påvirkning til publikum.

Men så man stykket uden lyd, ville det være ligesom at se en gyserfilm uden lyd – man ville ikke blive bange og filmen ville ikke være fangende.

Realistisk?

Man kan diskutere, hvor realistisk det er at møde en vampyr en nat i skoven, men det er i bund og grund op til graden af fantasi hos den enkelte.

Stykket er både sjovt og uhyggeligt, trist og smukt, inspirerende og pirrende – men man kan spørge sig selv, om kærlighed virkelig gør så blind, at man kan se passivt til mens ens udkårne slagter et andet menneske?

På dén måde fremstår stykket, udover de overnaturlige elementer, en smule urealistisk.

Overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen, men det er værd at tage med.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Fri for fortolkning

De to hovedpersoner, Oskar (Kristoffer Helmuth) og Eli (Nanna Christine Morks), opbygger gennem stykket et kærlighedsforhold. Oskar har det hverken godt hjemme hos sin alkoholiserede mor eller i skolen, hvor han bliver groft mobbet af to sadistiske drenge. Han finder en tryghed hos Eli.

Stykket portrætterer den klassiske vampyr via Eli, og hun taler ydermere på en ret sjov måde, formentlig på grund af alle de århundrede hun skal forestille at have levet.

Stykket slutter meget åbent, da vores to hovedpersoner er på et tog på vej væk – her er det op til publikum selv, at forestille sig hvor de mon skal hen, og om de ender sammen.

Generelt har man gennem hele stykket frie tøjler til at fantasere både om fortiden og fremtiden for den fiktive verden, som de befinder sig i.

"Lad den rette komme ind" Odense Teater 2016

Læs også Horrornights på Valdemars Slot

Smuk og grufuld fortælling

Det er en smuk fortælling, der for det rette publikum, giver en en interessant og anderledes oplevelse om både gys og gru, men ikke mindst blind kærlighed.

Forståeligt nok er der en anbefalet aldersgrænse på 14 år for at se dette intense stykke skuespil.

Nok er der meget teaterblod, men blandt andet på grund af selve historien, samt de førnævnte lydeffekter, ér det meget barskt og dystert at være vidne til.

Fotos af Emilia Therese

Hybridteater på Momentum: Drik dig glad i ”Cocktail”

in Teater by
12736744_10203916101942709_141235745_o

Endnu engang inviterer Teater Momentum til hybridteater. Denne gang sidste værk i trilogien. Fra den 3. til den 27. februar vil det være muligt at købe billet til ‘Cocktail’, en koregrafisk og visuel fortolkning af Jørgen Leths film- og tekstunivers, som folkene bag selv beskriver det.

Skrevet af Emma C. Blomberg

‘Det Perfekte Menneske’, Jørgen Leths banebrydende og enkle kortfilmklassiker, er snart 50 år gammel. Alligevel fascinerer hans film mange og stadig flere.

Udover for nylig at være udstillet på Brandts i udstillingen ‘Painting the 1960s’, er den også grundlag for teaterstykket ‘Cocktail’.

Men hvorfor er Leths hverdagsnære og analyserende anskuelser stadig tiltrækkende i en tid, hvor det er kedeligt at være simpel?

12722444_10203916101862707_750875312_o

Læs også BLACK SIDE: Liv gennem lys

Liv i tomheden

Minimalismen er der lagt vægt på, og dette ses både i kulisser og kostumer. Alt er hvidt og firkantet, og scenen føles både tom og uendelig.

De fire medvirkende, Malte Joe Frid-Nielsen, Xenia Noetzelmann, Anete Jensen og Christian Gade Bjerrum, sidder klar på en aflang hvid kasse, da publikummet indtager rækkerne. Spotlyset er sat på de fire, og  resten af lokalet er mørkt.

Klædt i grå og beige nuancer falder skuespillerne pænt ind i mængden, men deres nøgne fødder hænger legesygt og dingler ned fra kassen, og der bliver udvekslet store smil.

En følelse af, at de er lige så spændte som gæsterne, dannes.

En blanding af dans, digte og dialog skaber stykket skridt for skridt. Spændende er netop dialogen, da Leths berømte monologer skifter genre.

Spørgsmålene er ikke længere stillet til det hvide rum, men kan nu besvares blot med øjenkontakt fra medskuespillerne eller med tilføjende replikker – der er blevet skabt liv i tomheden.

Hverdagens fabuleringer

”Det er et hårdkogt æg. Jeg piller skallen af det. Jeg spiser det. Jeg kan godt lide æg. Jeg spiser æg hver dag”.

Sådan lyder en af linjerne under stykket, der med sin hverdagsagtige charme og enkelthed får hjernen på arbejde. Der tænkes og forundres under hele forestillingen, som indeholder tekster fra både Leths film og digte.

Publikum er sat på prøve, da vi bevæger os udover de sædvanlige store emner om liv og død, og i stedet falder over de små ting i livet – såsom hårdkogte æg og dansk regnvejr; alt sammen i en flot cocktail med lysshow, dans og højttænkte tanker.

Intet plot, ingen sceneskift, blot fire mennesker der repræsenterer Leths tankegang på smukkeste vis. Der gøres brug af flydende og velovervejede bevægelser, der sammen med det grafiske lys, der kastes over scenen, skaber et levende rum. Et rum hvori alt siges, men intet sker.

Her rammer Momentum Leths antropologiske syn rigtig godt og frygten for at ‘Cocktail’ blot er en nyfortolkning forsvinder.

Handling og action er ikke fokus i Det Perfekte Menneske’ og heller ikke i ‘Cocktail’; fokus er sat på netop de ting, vi ofte glemmer at lade vores tanker falde hen på.

De beviser, at selv uden vilde plottwists og hede kærlighedshistorier, kan både hverdag og teater være interessant.

12736954_10203916101782705_1864166767_o

Læs også EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

Hvorfor (stadig) Jørgen Leth?

Filminstruktøren Jørgen Leth skildrer livet både maximeret og minimeret. Hans film og digte fungerer som en tiltrængt pause i det 21. århundrede, hvor der sjældent er tid til at sætte sig ned.

Den generøse Leth giver os tid, ligeså Teater Momentum. Læg mobilen fra dig og kig på livet og hverdagen inde- og udefra; dette tillader ‘Cocktail’.

Derfor er Leths kunst i dag næsten endnu mere aktuel end for 50 år siden – i hvert fald mere tiltrængt.

Fotos af Kristian Thuesen

EVIGT SOLSKIN: En leg med film og teater

in Teater by
12358035_1133068916717408_668212485_n

I anden forestilling af Momentums hybridteater-trilogi, bliver der leget med de traditionelle virkemidler for teater. Vilde filmiske effekter og scenarier bryder ind i forestillingen i form af kampscener og musikalske indslag. Publikum kan intet mindre end at blive blæst væk.  

Skrevet af Sara R. Gryesten

Der er en summen af glade gæster i salen. De traditionelle teatersæder er blevet fjernet og erstattet af haveborde og stole, som publikum samles omkring.

Alle kigger nysgerrigt mod den tomme scene, der er dækket af sand, og hvor et bord magen til de andre venter på at blive taget i brug.

Ved bordene høres der grin og forundrede snakke vedrørende de selv samme borde, der hver især er blevet opkaldt efter kendte skuespillere som Julia Roberts og Al Pacino.

Den behagelige stemning narrer næsten én til at tro, at man sidder til en havefest. Da lyset dæmpes og en ukendt barnelatter runger gennem lokalet, skifter stemningen dog øjeblikkeligt til en pirrende forventning.

12355231_1133068956717404_1465651440_n

Læs også Når dans giver stof til eftertanke

Snobberi på scenen

I forestillingen EVIGT SOLSKIN optræder det ydmyge antal af fire skuespillere. Fire elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole dukker også op som drillenisser, der bryder ind i stykket skubber historien i gang.

Karaktererne er en del af højklassen, og trods deres ubehagelige tanker om hinanden, kaster de fra sig med komplimenter og latterudbrud, der er så overdrevne, at det virker falskt.

Alt i alt fremstår deres forhold som tomme for omsorg og båret af snobberi.

De diskuterer film og skuespillere, men de bliver ved med at snakke udenom hinanden.

Det bliver til samtaler om ”den der film der” og ”hende skuespilleren med det der blik”.

”Jeg er lige lidt i tvivl om, vi snakker om den samme”

Sådan siger Sofus til Laurits, og publikum griner en smule, men det tragikomiske i deres manglende evne til at forstå hinanden ses tydeligt.

Skuespillerne spiller med en følsomhed og en skræmmende ekstravagance, der passer perfekt til den overfladiskhed, som stykket skildrer.

Forestillingen tager fat i den overfladiskhed, som vi gemmer os bag ved, når vi går ind i meningsløs prætentiøs snak om blandt andet Hollywoodfilm.

Derefter kan man spørge sig selv om, hvor meget skuepil der egentlig ligger i vores forhold til hinanden.

12355327_1133068930050740_980390378_n

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Et mix af film og teater

Stykket har hugget rent basale træk fra filmgenren. Især de visuelle effekter og musikalske indslag giver associationer til film.

En projektør kaster stemningsspredende billeder mod scenen, og karakterne bliver smidt ind og ud af scener fra ikoniske film uden selv at kunne styre deres handlinger eller forstå, hvad der foregår.

Det ene sekund griner Sofus af hans egen vittighed, og i det næste står han med en mikrofon i hånden og synger lettere forvirret ‘I’ve Got You Under My Skin’.

Karaktererne prøver hele tiden at flygte fra det ægte, og af den grund er de blevet fanget i Blockbusters og falske personligheder. Men er det mon muligt for dem at bryde ud af deres følelseskolde livsstil?

12335929_1133068873384079_1664032630_n

Læs også Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

Utraditionelt teater

Teater Momentum formår gang på gang at stable noget originalt på benene, og EVIGT SOLSKIN er ingen undtagelse.

Man kan umuligt forudse den eksplosion af indtryk man kommer igennem, når først scenetæppet er trukket fra.

Der leges med forskellen mellem film og teater: det er ikke ofte man oplever så mange visuelle effekter på en scene, men de virker både som forsvar for karaktererne og som en invadering af deres intimsfære.

EVIGT SOLSKIN spilles på Teater Momentum i Odense frem til den 19. december. Klik her for at købe billetter til forestillingen.

Fotos af Jacob Stage

Chicago – Divaer, jazz og dans

in Teater by
Chicago anmeldelse 3

Forførende dansetrin, underholdende korruption og den velkendte jazz pryder den overdådige kulisse, som skaber rammerne for 1920ernes Chicago. Årets forestilling er både ambitiøs, talentfuld og fuld af alt det jazz. 

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

På vej ind, bliver aftenens program, der er forklædt i en “Chicago Tribune”-avis, overrakt.

Forsiden prydes af nyheden om dobbeltmorderen Velma Kellys. Et mord som hun eftersigende ikke kan huske.

Publikum har knap fået sig sat tilrette i stolen før forestillingen begynder. Dansere kommer gående ned af trapperne langs publikum, og lokker forførende det spændte publikum til at deltage i aftenens seance.

Det varer ikke længe før publikum er i forestillingens hule hånd, og rummet fyldes med klapsalver og hujen ved enhver mulighed der byder sig.

Læs også Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

Chicago anmeldelse 4

Overdådigt sceneshow

Scenen udnyttes til kanten – og mere til. Den kan både omdannes til et fuldt funktionerende cirkus (minus de levende dyr, naturligvis), til et fængsel eller til et gerningssted, hvis det skulle være.

Rødt velour og overdådigt brug af glødepærer. De sorte, elastiske strimler bruges på simpelt og artistisk vis, som en simpel metaforisering af kvindefængslet.

To trapper indrammer scenens centrum, der med sine lys i trinene giver divaerne mulighed for at bade sig i rampelyset.

Ved første øjekast på kulissen er der ingen tvivl om, at Elite Teaters ambitionsniveau intet fejler.

Konstruktionen har nemlig så mange små detaljer, at man knap ænser hvor den velkomponerede musik kommer fra.

Orkesteret “Gower-Poole and the Apex Recording Orchestra” er placeret på hver side af trapperne og skaber lejlighedsvis, foruden musikken, lydeffekterne for stykket.

Variation og dynamik

Programmet er tætpakket. 38 numre skal fyres af i løbet af de to akter, som fjerlet springer fra det ene nummer til det andet.

Igennem showet er der ingen overgange der virker for brat. Sangenes opførsel skaber variation og dynamik i forestillingen, med de varierende sværhedsgrader og kompleksiteter i opførelsen.

På samme måde skabes der en fin rød tråd i forestillingen med de gennemgående, karakteriserende soundtracks, som Velmas “Alt det Jazz”, Billys “Gi’ mig bare kærlighed” og Roxies “Roxie”.

Sangene spilles for at etablere en ønsket situation på en simpel måde.

Lasse Winkler har instrueret stykket, med en god blanding af variation og dynamik, men samtidig med respekt for John Kander og Fred Ebbs originale stykke.

Koreografien er baseret på det originale stykke fra 1975, hvilket bibeholder historiens klassiske touch. Koreograf Helena Dong formår dog at føre det til nye højder.

Hendes arbejde med stykket skaber en koreografi der ikke kun er af høj sværhedsgrad, men som også fungerer ned til hver mindste detalje på scenen.

Foruden den høje sværhedsgrad, skaber den overdådige kulisse de perfekte betingelser for fremførelsen.

Hvert nummer fungerer ikke bare, men forundrer og underholder publikum helt ned til bagerste række.

Læs også Oprør og stilstand i tresserkunst

Chicago anmeldelse 2

“Velkommen tilbage, Fjolser”

På trods af en småusikker start i første akt med mindre, ubetydelige småfejl går der ikke længe før der er fest, fis og farver på programmet. Så snart Elite Teateret har varmet op og påbegynder “Kvindefængslets Tango” tager de salen med storm.

Første akt rammes flot ind i “alt det jazz” nummeret og inviterer tilbage til den sidste akt med endnu højere forventninger.

Anden akt skuffer heller ikke. Velma Kelly byder pænt publikum tilbage med ordene “Velkommen tilbage, fjolser” og straks er hele salen tilbage i den rette stemning.

Akten kulminerer i scenen med Roxies retssag, som satirisk fremstilles som et cirkus, med alt fra klovne, akrobater og diverse andre cirkusartister.

De mange jokes får gang på gang publikum til at grine. Om det er i sang eller tale. Her udbryder Roxie blandt andet i starten “jeg skal tisse”, mens sangen af de 6 fængslede kvinders tilståelser på mord er af anelse alternative grunde.

En hævder at hendes mand gik ind i hendes kniv 10 gange, mens den anden skød sin mand med et advarselsskud i hovedet.

Det etablerede forhold til publikum opretholdes og belønnes til sidst med en ekstatisk, vedvarende, stående applaus fra publikum.

“Må jeg få min udgangsmusik, tak”

I rollen som Velma Kelly ses Sofie Nalepal. Selvom det er hendes første hovedrolle, er det fuldt fortjent, med sin karismatiske fremførelse af Velma.

Gang på gang forfører hun publikum med utrolige dansetalent og opretholder deres fulde opmærksomhed, som hun skinner på scenen med sin store gennemslagskræft.

Specielt de store numre får en dragende effekt, som fuldendes af orkestrer og kor, samt formidable dansetrin. Her indtager hun scenen og indtager ejerskab af jazzen, med sine formidable bensving og dygtige sangstemme.

Den selvfede Roxie, der gladeligt omdanner mordet på elskeren Fred til et PR stunt, spilles af Laura Wildt. Her ses fænomenalt skuespil og fantastisk intimitet i balladerne.

I takt med forestillingen, vokser Roxies karakter på en. Hendes ulidelige ønske og kamp for at stå på scenen, og hendes graviditets-stunt for at vække mediernes opmærksomhed.

Igennem stykket bliver der mere og mere substans at spille med, og det bliver hurtigt klart at hun besidder et mere multiorienteret talent. Danse kan hun nemlig også – til en sådan grad at man må tage hatten af i respekt.

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Chicago anmeldelse 5

Talent i massevis

Alt i alt har Elite Teateret samlet en utrolig talentfuld force, der sammen bærer Chicago over målstregen med overskud. På trods af deres baggrund som amatørteater, er der en unægtelig professionalisme, som placerer dem i en gråzone mellem de to yderpunkter.

Selv mindre roller som den godmodige Amos Hart (Peter Engholm Helveg Larsen) etableres så godt som karakter, at man krummer tær.

I løbet af stykket beder både advokat Billy Flynn (Rasmus Gattrup) og Roxie om udgangsmusik, og de får det.

Men da Amos efterspørger samme funktion fra orkestreret, er det klokkeklart. Han er så usynlig at selv ikke orkesteret, ledet af dirigent Julie Ellbrønd Strange, ænser hans tilstedeværelse.

En forestilling med kvalitet

Forestillingens ambitionsniveau stråler igennem forestillingen med bling-bling, charme, kække kommentarer og humor.

Tempoet er så højt at man gang på gang imponeres over hvordan det er muligt at holde farten, udføre komplicerede dansetrip OG holde stemmen i ro på samme tid.

De ikoniske numre, tilsat fantastisk dans og strålende kulisse kan ikke roses nok. De små detaljer bliver prikken over i’et. De underholder ikke kun i høj grad, men kører forestillingen over målstregen med charme og overskud.

Det er svært at leve op til en forestilling med Tony Awards, Broadway og Hollywood i lillebitte Danmark. Det er dog ikke umuligt.

Høje ambitioner og godt samarbejde har igen i år givet et formidabelt resultat for Elite Teateret.

Så skynd dig at få fat i en billet til forestillingen! Læn dig tilbage og lad dig underholde til de forrygende toner af alt det jazz.

Chicago kører på Magasinet indtil den 31. oktober

Fotos af Bach Foto

Chicago debuterer på de skrå brædder i Odense

in Teater by
Chicago 3


Elite Teateret åbnede for to dage siden, den 22. oktober 2015, dørene op for deres længe ventede jazzmusical Chicago. Musicalen tager publikum med på en rejse tilbage til 1920’erne, og der er lagt op til endnu et formidabelt gensyn med en gammel klassiker.

Skrevet af Ane Møbius Rahbek

Sex, mord, korruption og jazz sætter rammen for historien med natklub-darlingen Velma Kelly og den hidtil ukendte Roxie Hart. De sidder begge på dødsgangen, anklaget for mord.

Begge har et brændende ønske om at stå på scenen, og vil gøre alt i deres retssag, for at skabe et navn for dem selv i mediebilledet.

Chicago 4

Læs også SHU-BI-DUA THE MUSICAL- Man må for fa’en da være noget!

Et stykke med år på bagen

Stykket, der debuterede på Broadway i 1975, er en af de længst kørende musicals i USA, og er tidligere, i 1996, belønnet med ikke mindre end seks Tony Awards.

Det er heller ikke svært at forstå med velkendte ørehængere, som “All That Jazz”, “Mr. Cellophane”, “Razzle Dazzle” og “Nowadays”.

I 2002 opfølges musicalen af spillefilmsuccesen af samme navn med hovednavne som Renée Zellweger, Catherine Zeta-Jones og Richard Gere i hovedrollerne.

Historien har spredt sig som ringe i vandet og giver genlyd fra ét medie til et andet – fra de skrå brædder, til det store filmlærred, og sågar flere tributs i det populære, serielle musical-drama Glee.

På trods af stykkets 40 år på bagen, tiltrækker de to divaer sig, den dag i dag, stadig mediernes bevågenhed.

Legenden lever endnu – også i vor lille fagre land. Det er nemlig anden gang Chicago opføres i en større dansk opsætning. Sidste gang i 2007.

Chicago 2

Klassikere og kloge ord

In Medias Res har været så heldige at snakke med skuespiller Dennis Due, i forbindelse med musicalopsætningen. Han tog sit første skridt ind i musicalteater på højere plan under Eliteteaterets debutforstilling Cabaret i 2012.

I år er Dennis igen at finde på rollelisten, som henholdsvis Fogarty og Harrison, samt på kor og Ensemble.

Han mener, at Chicagos popularitet og aktualitet skyldes, at det er en klassiker i musical- og filmverdenen, og at mange har kendskab til historien eller sangene.

Historien, som gør brug af det grundlæggende ordsprog ”behandl andre som du gerne selv vil behandles” er stadig muligt at relatere til i det enogtyvende århundrede.

Amatørtalenter på Fyn

Elite Teateret er tilbage med en forestilling for 4 år i træk. Deres ambition om at udvikle de bedste og mest seriøse amatørtalenter på Fyn blomstrer stadig problemfrit, med stadig stigende efterspørgsel på deres forestillinger.

Strategien ser ud til at give pote, da det er første gang rettighederne til hit-musicalen tildeles et dansk amatør teater.

Ligeledes har forestillingen allerede inden dets premiere haft så stor efterspørgsel, at de har oprettet en ekstraforstilling, efter sidste års success Hairspray, der meldte udsolgt til 7 ud af 10 forestillinger.

Billetsalget ligger allerede højere end sidste år, og stykket forventes at trække omkring 3000 publikummer til de 11 forestillinger.

Læs også TRANS-formerende teaterstykke

Blod, sved og tårer

Ambitionsniveauet fejler heller intet – en af de største udfordringer ved årets forestilling har nemlig været “scenebygningen, der ikke tidligere er set før i Odense.” Årets koreografi skulle være udfordrende og fantastisk.

Udfordringer med kulissen og sammensætningen af numre er dog intet problem, når alle de talentfulde, ambitiøse og dygtige mennesker brænder for det de laver.

Det mener Dennis, og derfor synes han, at det er en fornøjelse at arbejde på Chicago.

“Hvad enten det er på scenen, den kreative ledelse, musikere, afviklere, teknikere, kostumer, sminken osv. Alle der er med har hjertet med i det”.

Chicago 1000

All That Jazz

Der er lagt op til en fabelagtig rejse, når dørene åbnes for den længeventede musical.

Forventningerne er ikke mindre i år, tværtimod er de blot halvt så høje som ambitionsniveauet.

Der er med sikkerhed lagt op til en række fantastiske shows, med en masse jazz og intriger.

Chicago er ifølge Dennis: “en forestilling som tager publikum ud på en humoristisk, levende, dansende, musisk, spændende og helt igennem underholdende rejse.“

Så tag din nærmeste under armen, og tag med tilbage til 1920ernes forførende Chicago.

Lad dig forføre og underholdes af en fortælling om mord, misundelse og drama på dødsgangen, krydret med det velkendte soundtrack og lovende koreografi.

Chicago bliver vist på Magasinet i tidsperioden fra d. 22. til den 31. oktober kl. 20.00 og havde premiere den 22. oktober.

Fotos af Bach Photo

Harry Potter Festival – Stedet hvor virkelighed bliver til magi

in Kultur by
12171005_988777684502265_1905818984_o

I sidste uge blev den trettende Harry Potter Festival afholdt i hjertet af Odense. Hele tre dage var byen fyldt af lange kapper, forvirrede ugler og energiske børn.

Skrevet af Caroline Kamper

Besøgende havde krydset broer og landegrænser, for at besøge den kendte festival, der har vokset sig større og bredere end nogensinde.

Den startede som et par telte på Flakhaven og optrådte i år med over fyrre aktiviteter spredt over hele centrum, hvor mere end 10.000 børn spillede Quiddich og lavede eliksirer.

Ikke mindst rendte 100 frivillige rundt og skabte en historie.

Fra koldt telt til varmt slot

Gik man igennem Ove Sprogøs Plads torsdag eftermiddag, blev man mødt af et par hvide, lukkede telte. Pladsen var våd, og der var ikke et eneste magisk spor at finde.

12176118_988777687835598_1461820551_o

Vendte man derimod om, og gik mod Jernbanemuseet, blev man mødt af en bunke små hekse og troldmænd, der ivrigt vinkede farvel til deres forældre. Toget afgik fra perron 9 trekvart klokken 16.40 sharp.

Da 149 børn efterfølgende var blevet transporteret sikkert frem og tilbage fra Tommerup, i et gammelt damplokomotiv, kunne markedsdagene begynde.

Læs også: ‘Oprør og stilstand i tresserkunst

Litteratur vækket til live

Vejret var ikke med de unge magikere, men stemningen var unik og gaderne var alligevel godt fyldt op. Med god grund, da der var oplevelser for alle pengene.

I det forbudte bibliotek kunne man møde Glitterik Smørhår, man kunne skrive slibrige løgne med Rita Rivejern eller få en Ingefærøl hos Cafe Nuttetrut. Levende ugler, koste-lavning og Quiddichtkampe var også en del af programmet.

De unge magikeres besværgelseskundskaber blev sat på prøve. Passede man ikke på, kunne man hurtigt blive fanget af en dødsgardist eller løbe ind i selveste Lord Voldemort.

Børnenes indlevelsesevne var især fantastisk. De fik bragt fantasi til virkelighed og den magiske boble blev ikke sprunget en eneste gang.

Frynsegoder ved at være heks

I takt med festivalens voksende størrelse, er behovet for frivillige pludselig større. I år, havde 100 frivillige, unge som ældre, meldt sig til tjeneste. En opgave der kræver mange overnatningsmuligheder, lange nætter ved symaskinen og en fantasi, der kan hamle op med børnenes vilde drømme.

12171528_988777667835600_141077499_o

Flere måneder før festivalens start, bliver der planlagt aktiviteter og oplevelser. Frivillige melder sig på poster og en verden bliver skabt.

”Det er de frivillige, der er festivalens sjæl. Uden dem, ville vi stå med tomme boder og livløse stræder”.

Sådan fortæller bibliotekaren Søren Dahl Mortensen, som er en af hovederne bag arrangementet.

Selvom ens energiniveau og overskud er væsentlig lavere, end hvad det plejer, er der en ære i at lave frivilligt arbejde.

Når man sidder i Hogwartsekspressen og hører børnenes fyrige fortællinger om sidste års oplevelser og forventninger til denne tur, kan man ikke andet end at blive glad.

Man overhører forældre der endelig får overtalt deres barn til at drikke den hemmelige eliksir og barnets humør vender 180 grader, og dette er ens værk.

Man er en del af dette. En del af et lille nørdet samfund, der finder glæde i samme sag. Man støtter og lærer af hinanden.

Læs også: ‘Retroguldet atter i cirkulation’

Stortrommen fik den sidste tone

En fest blev holdt fredag aften. Et kæmpe efterårsbal, gratis for frivillige og alle unge magikere inviteret. Festmåltid, ingefærøl, quizzer, konkurrencer og åbent dansegulv.

Efter et heftigt opgør mellem det gode og det onde, begav folk sig hjem. Da klokken slog 16.00 blev telte, bannere, ugler og kosteskafter,  pakket ned og gemt til næste år.

12170073_988777671168933_2122529062_o

I samlet flok begav de frivillige sig ned mod Odense Koncerthus, hvor de sidste toner af Harry Potter Festivalen blev spillet. ’Harpings forbandelse’ lød navnet på stykket.

Odense Symfoniorkester fremviste i samarbejde med HF FLOW, Odense Balletskole og dirigent Casper Schreiber en musikalsk genistreg.

”Det en skam vi ikke kan leve i denne verden hver eneste dag, og at der er 1 år til næste festival. Efterårsbal hver aften, tak!”

Sådan skrev Ulrik Ulmer eller Harry Potter, på facebook, da han vendte hjem fra festival søndag morgen.

Harry Potter Festivalen er kommet for at blive. Det er ikke en verden der er for alle, men vækkes den mindste interesse, skal det prøves.

Som frivillig eller deltager, magien fanger og en unik litteratur vækkes til live. Den råde tråd er gennemført.

Festivalen står på egne ben med den minimale reklame, det er en sælsom hemmelighed, som kun kan findes af dem der søger. Søger man, vil man ikke fortryde.

Festivalen er en oplevelse for alle. Børn får lov til at leve i en fantasiverden og de voksne, kan slippe deres indre barn løs.

Gå til top