12037721_742163485927800_976007258_o

TRANS-formerende teaterstykke

in Teater by

Impulsivitet og improviserende normbrud var en del af den alternative seance, da Teater Momentum slog dørene op for teaterstykket TRANS- onsdag i sidste uge. Her blev relationen mellem publikum og teaterstykke transformeret.

Skrevet af Lisette G. Olesen og Ane Møbius Rahbek

Mørket har sænket sig over Momentums teatersal på en ganske almindelig onsdag aften. Enogtyve brændende lamper lyser ned over fyrre tomme stole, der står placeret i en cirkel, som var det en ceremoni.

Ud over teaterrøgens mystik kan man høre en rislende lyd af mystiske toner. En broget menneskeflok indtager nysgerrigt lokalet uden helt at vide, hvad de går ind til.

I den ene ende af cirklen står fire mennesker, der ligner fire forkromede søjler. Fire søjler, der står fastfrosset på det snehvide linoleumsgulv.

“Nå det bliver spændende”

Sådan lyder det fra en ældre herre, der sammen med ægtefælden går ind i teatersalen med et glas hvidvin i hånden.

Den 50 minutter lange forestilling publikum skal overvære, er et internationalt samarbejde skabt af TWO-WOMEN-MACHINE-SHOW & JONATHAN BONNICI. Det unikke ved stykket er, at rummet og deltagerne er råstoffet til forestillingens forløb.

Med publikum som objekt

Pludselig efter lang tid tavshed, slynges der usammenhængende beskrivelser ud fra de forskellige artister.

“There is yellow and red tape on the cabels”

Det kommer fra skuespillerinden, hvis øjne stirrer blankt ud i luften. Yderligere supplerer de tre mandelige artister skuespillerindens beskrivelser af rummet med yderligere iagttagelser om teatersalens visuelle look. Publikums øjne flakker rundt i forvirring, mens seancen fortsætter.

Gennem beskrivelserne går skuespillerne langsomt rundt som maskiner, der med en monoton stemmeføring registrer rummets detaljer. Kabler fra loftet, sorte skrammer på gulvet, klistermærker på væggene samt en sprunget elpære er blot nogle af de beskrivelser der præger indledningen af forestillingens indledning.

Rummets beskrivelser skifter til objekter, der står tættere på publikum inden forestillingen for alvor går i gang. Med ét er det pludselig det levende publikum, der er i fokus frem for rummets materielle aspekter.

Utraditionelt teater

Artisterne blev inspireret til stykket, da de overværede en slåskamp i Londons galder. En observation, der senere førte til udførte til udforskning og iagttagelse af menneskelige kropssprog. En iagttagelse, som kommer til syne i denne utraditionelle teaterforestilling, hvor formålet er at manipulere sociale konventioner.

Under forestillingen forsøger en middelaldrende kvinde i grøn trøje ihærdigt at leve op til en af kunstnernes observationer af hende, ved at spejle udsagnene i kropsbevægelser, som var det kommandoer givet fra en admiral. En efter en bliver publikum midtpunkt for forestillingens indhold.

Publikums individuelle påklædning, ansigtstræk og kropssprog er blot nogle af de karakteristika, der bliver nævnt i flæng. Den utraditionelle og intense opmærksomhed på teatersalens publikum, medfører et hav af forskellige reaktioner via. kropsprog.

En ung pige kryber sammen i et nervøst fnis med glorøde kinder, mens en ældre herre fnyser fornærmet, over de mærkater han bliver påsat. I den grænseoverskridende og ærlige måde artisterne anskuer rummets deltagere på, skifter rummets dynamik gradvist.

Da publikums kropslige forsvarsmekanismer har lagt sig, opstår en ubeskrivelig form for “circle of trust” blandt de fremmede. De anspændte skuldre og sammenkrummede ansigter bliver erstattet af smil og nysgerrige blikke til de tilskuere, der bliver beskrevet en efter en. Beskrivelser, som til sidst bliver en sammensmeltning af fire artisters stemmer, da hver artist i en sammensmeltende lydmasse beskriver et publikumsmedlem.

Sammensmeltning skaber normbrud

Forsvarspositionerne har lagt sig og banen er kridtet op på ny. Konventioner har ændret sig som en sammensmeltning mellem publikum og artister i den lille intense kuppel. Her bliver de sociale normer forskubbet i takt med at artisterne bevæger sig rundt i rundkredsen. Der opstår derfor en paradoksal fortrolighed mellem artister og publikum, som gør det muligt at bryde isen, da alle indirekte beriger aftenens performance

I cirklens fortrolige miljø bliver det tilladt at sige impulsive observationer af folk. Observationer, som man uden for cirklen kun lader blive ved tanken. “Hun bliver forlegen og kigger væk“ og ”han har et behåret ansigt” er nogle af de karakteristika, der kommer frem i cirklens lys. Detaljer ved personer, som man i det daglige overser.

Gennem stykket formår artisterne at sætte fokus på bevidsthedens øjeblikke, hvor de små detaljer er altafgørende. Bemærkningerne udvikles og bliver til antagelser, som tilsyneladende virker provokerende, men alligevel accepteres på grund af cirklens fortrolighed. Udtalelser som “Hun har et barnligt sind”, “Han er bibliotekar” og “Hun er sikkert dybt afhængig af sin smartphone” er blot nogle af de antagelser, som uden for kuplen ville være uacceptable og mærkelige.

Men inden for cirklens fyrre stole er det synssansen, der er i fokus, hvilket giver det umiddelbare simple koncept en uforudset dybde. En dybde, der efterlader stærke indtryk og stof til eftertanke.

Hele herligheden kulminerer i et væld af indtryk med lyddokumentation, musik og lys, der på blot 50 minutter formår at skabe en så intens atmosfære, at tiden står stille og alligevel flyver af sted. Som vidnesbyrd for aftens underholdning afspilles en hurtig lydfil af beskrivelserne, mens det dundrer i højtalerne og lysene gnistrer i teatersalen.

Folk klapper, dørene går op og man er tom for ord. Er det teater? Er det normalt, at publikums ansigtsrynker, runde kinder eller krøllede hår indgår i forestillingen? Hos Trans er det. Her kan man dog trygt pakke sine tidligere erfaringer og fordomme om teaterkunst væk. Da stykket er en transformerende oplevelse, som sætter nysgerrigheden på prøve hos publikum. Her er i historien ikke kun for publikum, men om publikum.

Latest from Teater

Gå til top