Zappa

Zappa Plays Zappa: Som fader, så søn

in Musik by

Dweezil Zappa slog et smut forbi Posten i Odense for at spille sin faders musik med konceptet Zappa plays Zappa. Sammen med 5 andre topmusikere fortolkede de albummet One Size Fits All, samt et udsnit af Frank Zappas uendelige bagkatalog. De krøllede synkoper lamslog publikum, der næsten ikke turde danse i frygt for at gå glip af noget guitarguf.

Skrevet af Martin Cederholm

Omkring klokken kvart over otte træder Dweezil ind på den nu oplyste scene med selvsikre skridt og en Gibson SG i hånden.

Publikums reaktion på hans ankomst er mildere end forventet. Der er en sparsom mængde hujen, klappen og råben.

Han siger ”You’re quiet” og får et grin med på vejen.

Guitaren bliver stemt og første sang viser sig at være temaet fra Star Wars.

Med sig er der et band bestående af multi-instrumentalister af den hårde klasse. På saxofon, fløjte, keyboards og kor hjælper Sheila Gonzalez med at skabe en fyldig lyd.

Sammen med Ben Thomas på vokal og trompet + trombone har de en lille blæsergruppe til at understøtte rockkvartetten, der består af Dweezil (guitar), Kurt Morgan (bas), Chris Norton (keyboards, vokal) og Ryan Brown (trommer).

Læs også Retroguldet atter i cirkulation

One Size Fits All

Efter den atypiske introduktion begynder bandet at spille albummet One Size Fits All i sin fulde længde.

Den første sang, Inca Roads, fungerer som en magtdemonstration af i hvor højt et tempo de kan spille virtuost.

I løbet af de næste to sange (Can’t Afford No Shoes og Sofa No.1) begynder groovet at fylde mere end det solistiske. Bandet harmonerer bedre og spiller symbiotisk.

I nummeret Po-Jama People, der er mere funky, drukner vokalen lidt, selvom det er et mere groovebaseret nummer. Sammenspillet falmer lidt i næste sang, Florentine Pogen, på grund af de krøllede rytme- og temposkift.

I sangen Evelyn, A Modified Dog kører groovemaskinen igen. Dette er første sang, hvor Ben Thomas’ stemme kommer til sin ret. Nu kan man høre i hvor høj grad han lyder som Frank Zappa.

Publikum begynder dog at savne en frontmand, da Dweezil er statisk i det. Han spiller eminent, men fokuserer meget på sine hænder. Ben Thomas prøver at danse livligt og inddrage publikum i koncerten, men står så langt til siden, at han næsten ikke er en del af helheden.

Gamle sange, nye soli

Sangene San Ber’dino og Andy får trukket overfloden af guitar tilbage på scenen til publikums fornøjelse. Man begynder at forstå bandmedlemmers respektive roller i bandet, foruden deres instrumentale roller.

Bassisten Kurt Morgan holder liv i scenens højre del sammen med Sheila Gonzalez, da de danser med hinanden og får meget øjenkontakt med publikum når de synger korstemmer.

Sofa No.2 runder 1. akt af koncerten af, og de begynder at dykke ned i kartoteket af Zappas sange.

Det første nummer havde de ikke spillet i flere måneder, men spillede det fordi en mand ved navn Ole har set stort set alle deres shows på denne tur, og kom med en kommentar om, at de manglede at spille den.

Resten af koncerten er meget intens, idet bandet virkelig har spillet sig varme nu. Alle får spillet solo i løbet af de syv resterende numre i 2. akt.

Til sidste nummer bliver kun bassist, trommeslager og Dweezil på sine pladser for at spille sangen Apostrophe (’), i en meget rocket og jam-baseret version. De bukker og hopper af scenen.

Hitparaden

Efter mange pift og råb kommer hele bandet på igen til 3. akt, og starter festen igen med sangen Montana.

Det bliver efterfulgt af sangen Dancin’ Fool, som er et af de helt store hits og formår at få salen helt op at koge, da sangen både er sjov og mulig at danse til.

I løbet af aftenen har flere tilskuer råbt til bandet i håbet om, at få dem til at spille Cosmik Debris. De får den spillet med en overbevisende mængde charme.

Aftenen slutter dog først efter de ryster et meget velkendt nummer ud af ærmet; Muffin Man. De sidste ærefrygtindgydende soli spilles i løbet af nummeret, som de fleste i salen synger med på.

Efter to timer og et kvarter kan publikum traske ud og hente sine jakker efter at have hørt 13 toner i hver skala – udført med kæmpe spilleglæde samt uhørt præcision i de svingende sekstendedele.

Selvom publikum ikke var helt til stede under koncerten, ved man at æblet er ikke faldet langt fra stammen.

Charmen, humoren og den tekniske snilde man kender fra Frank Zappas musik er bibeholdt hos (Dweezil) Zappa Plays Zappa.

Læs også Spids Nøgenhat i et 70’er nostalgisk syretrip

Foto af Simon Emil Stokholm Madsen

Latest from Musik

Gå til top